tirsdag den 1. september 2009

Interessant kunst der pryder mange huse i Bhutan...
Den miderste tegning menes at skraemme ondt vaek!

Kaempe Buddha under konstruktion



Sarina, ama, Deki, Sherab og mig - ved Dochula


I dyb meditation



Et par af de 108 hellige taarne og "bedeflag-skoven"




Det spirituelle liv i Bhutan

Buddhismen er meget nærværende her i Bhutan; der hænger bedeflag overalt i byen og munke vandre rundt i hobetal. Igennem den sidste uges tid har jeg nydt en lidt yderligere introduktion til det spirituelle liv uden dog at kunne prale af, at jeg ligefrem har styr på tingene.

Meditation
Tirsdag d. 25. august startede jeg min spirituelle rejse mod ultimativ oplysning… eller, altså jeg deltog i min første meditations undervisning på det lokale ungdomscenter. Vores lærer er en britisk lama, der har en ubestemmelig accent, hvilket ærligt var det jeg fik mediteret mest over. Men han siger nu nogle spændende ting, og giver nogle gode tips til hvordan man skal koncentrere sig om meditationen. Jeg er dog ikke helt enig i hans vurdering af, at lysten til at flytte på sig under meditations blokkene på 10 minutter udelukkende er motiveret af kedsomhed… jeg mener også, at lotusstillingens totale afskærning af blodtilførelsen til mine ben spiller en rolle. Trods de fysiske udfordringer i meditationen vil jeg helt sikkert forsætte med undervisningen… hvilket også er en oplagt mulighed for at hygge lidt med Sarina og Signe (praktikant på det danske ”ambassade kontor”).

Begravelses-visit
En af pigerne fra kontoret har mistet sin bror, han er ”expired”, som de siger her i Bhutan, og en flok fra kontoret tog derfor på begravelses-visit efter arbejde torsdag. Torsdag var nemlig syvende dagen for hans død, og det er en meget betydningsfuld dag for hele den spirituelle proces. Begravelsesperioden strækker sig 49 dage efter dødsdagen, og dag 7, 14, 21 og 49 er især betydningsfulde og der udføres vigtige ritualer på disse dage. I dagene imellem udføres der naturligvis også ritualer af de mange munke, der har tage midlertidig bopæl ved familien, men de ovenfor nævnte dage er de mest typiske at aflægge familien et visit. Som gæster har man en meget speciel rolle at udfylde; man skal simpelthen forsøge at indtage så meget som muligt, af de dyre og lækre ting familien serverer for en. Jo mere familien ofre, desto bedre er det nemlig for den afdødes sjæl. Så vi sad i familiens stue og slubrede fransk rødvin, Red Lable Whiskey og smør-te i os. Vi tog også for os af det væld af småkager, der blev serveret (småkagerne var i dåser der engang havde indeholdt ’Danish butter cookies’ og derfor var prydet med Dannebrogflag, samt fotos af garden og Nyhavn. Specielt!) Vi medbragte ”smør-lamper” som gave til familien; dette er en værdsat gave i de første to uger efter dødsdagen, eftersom sjælen på dette tidspunkt bevæger sig forvirret rundt. Lamperne kan hjælpe med at vise den rette vej. I de to første uger menes den afdødes sjæl ikke at forstå, at døden er indtruffet, derfor er lamperne vigtige i denne periode. Samtidig er det vigtigt ikke at gøre den afdøde ked af det, så man skal huske stadig at tilbyde ham mad og drikke, samt ikke at græde alt for meget. Faktisk skal man gerne virke lidt opløftet, hvilket jeg synes var en smule ubehageligt…

Familiens spirituelle liv
Hvad der spares af tåre ved begravelsen gøre så sandelig op for i sørgeperiode. Det er ikke ualmindeligt, at familien sørger i 1-2 år efter et familiemedlems død. Min familie her i Bhutan er i sådan en periode, fordi apa’s mor døde sidste vinter. Sørgeperioden betyder, at familien ikke fejre noget som helst; ingen nationale festivaller, ingen fødselsdage! Familiens liv er også berørt af andre religiøse omstændigheder, for eksempel passer ama og apa’s ”stjerner” ikke særlig godt sammen, og der må derfor sættes ekstra mange bedeflag for at sikre det gode held. Ama må også lade sit hår gro langt for at sikre at sønnen, Tshering, ikke skal blive ramt af uheld. Jeg ved ikke helt, hvordan det hænger sammen, og det gør ama vist heller ikke… Men håret er langt og hun bruger flittigt bederummet, der er indrettet ved siden af mit værelse; tænder hver dag ”smør-lampe” og hælder helligt vand op i skålene på alteret. Der gøres generelt meget for at sikre det gode held her i Bhutan; det er helt almindeligt, at konsultere en lama eller munk før en rejse påbegyndes eller et byggeprojekt sættes i gang. Lamaen eller munken kan anvise hvilken dato (og hvilket tidspunkt!), der vil være mest gunstigt at starte rejsen eller projektet. På samme måde har apa’s far (som er lama) naturligvis bestemt hvilken dato og hvilket tidspunkt, familien skulle flytte ind i huset her!

Kæmpe Buddha og Dochula
Som en ultimativ hyldest til Buddhismen og det spirituelle liv her i Bhutan, er der ved at blive bygget en KÆMPE Buddha-statue på en af bjergskråningerne ned til byen. Det skulle angiveligt være den støste Buddha i verden. Vi gik en tur der op for at se den… og den er så enorm, at man slet ikke kan se hvad det skal forestille, når man kommer tæt på. Men okay, den er heller ikke færdig endnu… Søndagsturen gik til et andet religiøst sted; Dochula. En samling af 108 små hellige tårne. Et super flot syn der ikke blev gjort mindre interessant af den nærliggende ”bedeflag-skov” og en tyk tåge, der lagde sig omkring stedet. Der var traditionen tro medbragt picnic, som denne gang blev indtaget under skarp overvågning af seks herreløse hunde… Hyggeligt!

Der er dog også blevet tid til de mindre spirituelle oplevelser i den sidste uges tid, som for eksempel indkøb af min første kira, filmaften med familien (hvor der blev smagt på mine medbragte Piratos... de var ikke et hit) og et par ture på den hippe ’Om Bar’ hvor dansegulvet blev delt med blandt andre Miss Bhutan.

Det var alt for nu,
Line.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar