fredag den 31. juli 2009

Vores rute frem til Cambodja


Line ved en autentisk indgang til tunnel-systemet


Louise i Cu Chi Tunnels




Livet ved Mekong Deltaet



Flydende marked, Mekong Deltaet



Badminton i en af HCMCs parker


Ho Chi Minh City, Cu Chi Tunnels og Mekong Deltaet


Ho Chi Minh City

Vi havde ventet os det værste af Ho Chi Minh City (HCMC), fordi vi havde hørt fra andre rejsende, at denne by var endnu værre end Hanoi. Men vi blev positivt overraskede; HCMC er en flot og dejlig by, med mange grønne åndehuller, hvor entusiastiske vietnamesere spiller badminton og power-walker. Tiden i byen blev brugt på at købe lidt ind på det lokale marked, og bestille tur til Mekong Deltaet. Vi fik også gæstet de to største attraktioner i HCMC; ’Reunification Palace’ og ’War Remnants Museum’. ’Reunification Palace’ var præsidentens palads indtil 1975, hvor Ho Chi Minh’s tropper marcherede ind i byen og officielt overtog magten. Paladset står næsten urørt, og er indrettet i den sejeste retro stil. Vi fik en virkelig spændende (og gratis) rundvisning, der blandt andet førte os til præsidentens bunker inde under paladset. Besøget på ’War Remnants Museum’, som er dedikeret til at vise, hvor forfærdelige og ubarmhjertig krig er, var også rigtig spændende. Den ene del af museet bestod af beskrivelser og fotos, af den tortur Ho Chi Minhs tropper blev udsat for… En meget stærk og ubehagelig oplevelse! Den anden del af museet bestod af fotoudstillinger, der viste de misdannelser, brugen af kemiske våben i Vietnam-krigen havde forsaget (der var også et par deforme babyer i sprit), forfærdelige fotos af død og ødelæggelse, og mange af de meget kendte pressefotos som vi kender! Det var et voldsomt, råt og stærkt museum, som virkelig ikke lagde fingre imellem. Det ramte virkelig plet, og vi var meget berørte af det!

Cu Chi Tunnels
Mandag d. 27/7 besøgte vi Cu Chi tunnelerne, som ligger lidt udenfor HCMC. Cu Chi tunnelerne består at mere en 250 km. underjordiske tunneler, og er blot et lille udpluk af det tunnelsystem, Ho Chi Minh’s Nord-vietnamesiske tropper benyttede sig af i deres kamp mod amerikanerne og sydvietnameserne. Tunnelerne fik enorm betydning, og var medvirkende til at Saigon faldt (og spottende blev omdøbt til Ho Chi Minh City for ligesom at slå helt fast, hvem der havde vundet krigen mellem syd og nord)! Den mest spændende del af turen var helt klart det stykke, man fik lov til at kravle igennem tunnelerne. Til trods for at gangene var blevet lavet større til ære for turisterne, mavede vi os igennem de klaustrofobiske gange – og kan ikke være andet end imponeret over, at Ho Chi Minh’s tropper kunne opholde sig flere dage af gangen i tunnel-systemet!

Mekong Deltaet
Syd for Ho Chi Minh City ligger Mekong Deltaet – ”Vietnams riskurv”. Det er her Mekong Floden (som vi også har sejlet på i Laos) har sit udløb til havet, og stedet i Vietnam, hvor der er de allerbedste betingelser for landbrug. Deltaet grænser op til Cambodja, så vi besluttede os for at tage to dage i deltaet, og derefter krydse grænsen til Cambodja. Tirsdag d. 28/7 forlod vi HCMC og kørte i bus til deltaet. Vi blev sejlet rundt på Mekong floden, og besøgte blandt andet et sted, hvor de lavede kokosnød-slik. Området er meget smukt, men virker også utroligt fattigt. Vi overnattede i et såkaldt ’homestay’ hos en lokal familie – vi havde vores egen fine bambus-hytte! Det var en rigtig fin oplevelse, og det kunne have været sjovt at bruge noget mere tid i den lille landsby. Louise hoppede på en vandretur omkring i byen kl. 6 den næste morgen, og kunne over den efterfølgende morgenmad berette til en meget træt Line, at området minder meget om Uganda. Grunden til at vi skulle så tidligt op, var at vi skulle besøge de flydende markeder. Folk i Mekong Deltaet lever af og på floden, så hvorfor ikke holde et marked der? Det var super interessant at se livet på markedet, og de mange grøntsager der blev handlet og købt. Resten af dagen blev brugt på at gæste et sted, hvor de lavede ris-nudler (en ret omstændig proces), et sted de opdrættede krokodiller med henblik på salg af skindet, og et tempel der lå på en bjergside- hvilket bød på en flot udsigt over området. Vi overnattede i grænsebyen Chau Doc, fik brugt de sidste dong og sagt farvel til Vietnam!


Nu venter Cambodja, og vi glæder os til at besøge Chris i Phnom Penh, se Angkor Wat og slappe af ved stranden!

Det var det for denne gang,
Louise og Line.

søndag den 26. juli 2009

Vi har bemærket nogle småting om vietnameserne….

  • Unge vietnamesiske mænd bader nogle gange i cowboy-bukser (af hvilken grund vides ikke)
  • Man tilbydes kørelejlighed, hver eneste gang man passerer cykel-taxier eller motorcykel-taxier… dvs. hele tiden!
  • Mange vietnamesiske mænd lader en eller flere fingrenegle gro lange (af hvilken grund vides ikke)
  • … de lader også lange hår gro ud af deres vorter i ansigtet (af hvilken grund vides VIRKELIG ikke)
  • Kvinderne vil meget nødigt brunes af solen, og bærer derfor vanvittige mængder af tøj, når de færdes udenfor. F.eks. ser man ofte kvinder komme kørende på deres scootere med lange silkehandsker på, for at beskytte armene mod sol.
  • Der kan være rigtig mange vietnamesere på en scooter; 4 er rekord for, hvad vi har set… ind til videre!
  • Rigtig mange mennesker går med mund-bind (af hvilken grund vides ikke)
  • Hvis to ting er godt det samme, eller lige godt bruges udtrykket ’same same’, og hvis der alligevel er en forskel på de to siger man ’same same – but different’ (det er blandt andet blevet brugt af en lille pige, der godt kunne se, at vi var søstre). Men to ting kan jo også godt være næsten ens, men hvor den ene er lidt bedre end den anden, i så fald anvendes udtrykket ’same same - but better’. Herligt system!
  • Vietnamesiske mænd tager sig meget af deres børn, og ses ofte bærende rundt på de små poder, det er dog kvinderne, der mader børnene, og her synes fortovet at være et fortrukket sted!
  • Der afleveres gerne store grøn-hakkere på gulvet… og hives grundigt ind før klatten spyttes ud!
Louise i nattog til Ho Chi Minh City


Nha Trang


Line spiser fisk i Hoi An


Hoi An



My Son




Hoi An og Nha Trang

Hoi An
Fra søndag d. 19. til onsdag d. 22. gæstede vi Hoi An - en lille hyggelig by på Vietnams kyst. Vi startede vores ophold i byen med en frisk lille (2 timers) vandretur i den bagende middagssol, med 17 kg. tunge tasker på nakken, for at finde et sted at bo… pyha… Men til sidst lykkedes det, og vi fandt et hotel, der hverken var fuldt optaget, eller kostede det hvide ud af øjnene!

Hoi An er en charmerende by, specielt den gamle bydel, der simpelthen udmærker sig ved at være… ja, gammel! Meget andet her i Vietnam blev bombet af amerikanerne, og er derfor relativt nybygget, men Hoi An undgik stort set bomberegnen! Den gamle bydel er meget præget af turisme, og der findes souvenir-butikker på ethvert gadehjørne. Byen er især kendt for sine mange skrædderer, og Line havde på forhånd besluttet at få syet en kjole. Det endte med at Louise også kastede sig ud i fristelserne, og fik syet en top og en nederdel. Efter tre ’fittings’ passede tøjet, og vi så ’beautiful’ ud, som salgsassistenterne gentog igen og igen… Måske hentydede de mest til vores (især Lines) blege kulør, som bare anses for totalt lækker her i Vietnam!

Til trods for at den blege kulør er i høj kurs, fik vi slikket lidt sol på Hoi Ans lækre strand. Hele tre ture blev det til – vandet var varmt og klart, og det var lækkert at ligge i palmernes skygge! Vi var dog lidt uheldige med timingen af vores første to strandture; lige som vi havde fået svinget os op på de lejede jernheste, for at tilbagelægge de ca. 4 km. til stranden, samlede skyerne sig mørkt omkring Hoi An. Så har man også prøvet at være på stranden i torden og lyn!

Vores aftener gik med gåture i byen - om aften oplyses Hoi An af hundredvis af silkelamper i alle regnbuens farver. Så smukt! Der er masser af liv i gaderne, og den sidste dag vi gik hjem fra vores aftensmad, kunne vi se at de alle steder brændte små ting af (f.eks. papirpenge), kastede ris på gaden og havde opstillet (endnu flere) ’offer alterer’ til ære for Buddha. Det viste sig at være på grund af fuldmånen… Mere forstod vi ikke af vores meget hjælpsomme, men mindre engelsktalende, receptionist på hotellet. Man ofre ellers også til Buddha alle andre dage; i ethvert hjem og i enhver butik findes små altre, hvor der typisk ligger noget frugt og står lidt vand, kaffe eller sodavand, som Buddha kan nippe til i løbet af dagen.

Bort set fra den hyggelige stemning og de mange fristelser, (som også inkludere lækre dessertcafeer, hvor du for omkring 8 kr. kan købe de fineste og lækreste kager) stopper man også i Hoi An for at besøge det Unesco-listede My Son. Så vi bookede selvfølgelig en tur, hvor vi egentlig bare troede, at vi havde betalt for transporten til og fra ruinen. Men vi fik meget mere end det for vores penge… Vi fik nemlig også verdens (ufrivilligt) sjoveste guide! Det er svært at beskrive, hvorfor han var så komisk… men hans gennemtrængende skingre stemme og meget indlysende udtalelser som ”I am your English-speaking guide” leveret i hårde sætninger, bidrog til at underholdningen var sikret! My Son var en meget spændende ruin, hvis historie blev leveret af vores skingre og entusiastiske guide. I korte træk består My Son af en række templer bygget mellem det 4. og det 13. århundrede af et dynasti, som regerede området på dette tidspunkt. Da andre overtog magten forfaldt stedet, og blev dækket af den jungle, det er bygget i. My Son blev først genfundet i det 19. århundrede, og arkæologerne har strømmet til siden, blandt andet fordi det forbliver et mysterium, hvordan templerne er bygget. Det bedste bud går ind til videre på, at stenene er blevet limet sammen, og at små dele af væggene er blevet brændt for at hærde bygningerne. Nå, men… Det hele kunne have været så meget mere oplysende, hvis det ikke havde været for franskmændene (der blandt andet huggede hovederne af statuerne, så de kunne tages med hjem til museer i Frankrig) og amerikanerne (der bombede stedet, fordi de troede Ho Chi Minhs tropper gemte sig her).

Sovebussen fra helvede
Onsdag d. 22/7 forlod vi Hoi An om aftenen i en såkaldt sovebus. Søvn fik vi dog ikke meget af, hvilket blandt andet skyldes at; 1. de sæder vi havde booket ikke eksisterede, og vi derfor måtte tage til takke med nogle dårlige pladser (de gode pladser var allerede taget af vietnamesere, da turisterne blev hentet), 2. de vietnamesere der kørte bussen, var grove og aggressive over for alle turisterne, 3. chaufføren dyttede konstant, 4. der var intet wc i bussen, 5. bussen stoppede rigtig mange gange, fordi der skulle pakker på/af bussen, eller chaufføren skulle ryge, 6. at bussen var proppet med mennesker; der kan nemlig sagtens tjenes et par ekstra Dong på, at fattige vietnamesere kan sove på bussens gulv (eller i medbragte hængekøjer der blev hængt op). Alt i alt var det en helt forfærdelig tur, hvor booking-agenterne havde løget for alle turisterne, der skulle med! Ej, hvor var vi skuffet over Vietnameserne… ét er, at de tager sig 3 gange så meget betalt, for ALT vi køber, men at de også lyver og snyder, er bare for meget. Øv!

Nha Trang
Torsdag morgen ankom vi så til Nha Trang – Vietnams store turist-strand-party-by. Vi fandt et hotel, og sov nogle timer, før vi traskede ned på stranden, hvor vi sov lidt mere. Om aftenen spiste vi middag med to danske piger, som vi havde mødt første gang i Hue, så igen i Hoi An og nu igen rent tilfældigt på standen i Nha Trang. Man møder generelt bare de samme mennesker igen og igen; det er de samme byer folk stopper i, og de samme attraktioner der gæstes! Fredag d. 24/7 stod den på snorkel-tur! Vi blev sejlet ud til to forskellige rev, og havde omkring en time ved hvert sted. Det var helt fantastisk! Louise havde prøvet det før, og vidste at hun elskede det, mens Line ikke havde prøvet det før… men hun var øjeblikkeligt solgt! Vi havde en dejlig dejlig dag. Aftensmaden bestod af sushi – alle råvare var importeret (laksen kom for eksempel fra Norge), og ligeledes var kokken (han kom vist fra England). – men det smagte dejligt! Lørdag var der dømt stranddag og intet andet… altså bortset fra aftenens togtur til Ho Chi Minh City…

Nattoget fra helvede
Mens vi skriver dette, ligger vi så i nattoget til Ho Chi Minh City. Igen har booking-agenterne løget for os, og faktisk også taget sig betalt for noget de på ingen måde har leveret. Vi bestilte pladser i en kabine med kun fire sæder, og dermed plads til tasker og vesterlændinge størrelse… men nu ligger vi i en kabine med seks sæder; to vietnamesere over os, og en familie på fire under os! Vi bliver nødt til at ligge ned; der er simpelthen ikke plads nok mellem briksene (som er vildt hårde) til at vi, kæmpe-høje (for det er vi her i Asien) mennesker, kan sidde op! Igen er vi super skuffede over at blive løjet for – denne gang af et booking-bureau, der var anbefalet fra flere sider. Øv!.. Nå, men vi overlever jo nok! Sikke nogle transport-ture vi har os hernede!!!

Det var det for denne gang,
Louise og Line.

mandag den 20. juli 2009

"Apotek" i Hue

Halong Bay



Line ved 'palads-kompleks', Hue


Louise ved 'palads-kompleks', Hue



Hanoi




Hanoi, Halong Bay og Hue

Søndag d. 12/7 fløj vi fra Luang Prabang til Hanoi – sikke et møde med Vietnam! Alt og alle advarer mod ’taxa-mafiaen’ her i Hanoi, og andre rejsende kan fortælle frygtelige historier om, hvad der kan ske, hvis man kommer til at sætte sig i en forkert taxa. Men vi kom sikkert frem til vores guest house – puha!

Mandagen blev brugt på lidt sightseeing i byen, og på at vente på at regnen stilnede af; det øsede nemlig ned! Gaderne i det gamle kvarter var oversvømmede, og vi måtte vade gennem 25 cm. vand for at komme hen til det lokale marked… Hvilket heldigvis er indendørs. Markedet er i tre etager, og ret imponerende; der er bare SÅ mange mennesker og SÅ meget tingel-tangel klemt ind på meget lidt plads!

Halong Bay
Tirsdag og onsdag var vi på tur ud fra Hanoi til Halong Bay. Halong Bay er en bugt med mere end 3000 øer – nærmest Vietnams svar på Skærgården! Vi var del af en turistgruppe, som blev indlogeret på en båd, der sejlede os rundt i bugten. Det var fantastisk smukt og vejret var skønt! Vandet i bugten var grønt og klart, og vi stoppede for at bade… dog var der store brandmænd i vandet, måske på grund af den tyfon (!), der havde passeret forbi et par dage tidligere. Så ingen af os hoppede i, selvom Louise var meget fristet. Efter at have set solnedgang og sunget karaoke (!), overnattede vi på båden. Måske var det de falske versioner af kendte sange, måske var det motorens konstante vibrationer, måske var det den kvælende varme i kahytten… men Line blev dårlig og kastede op i løbet af natten. Pyha – sikke en nat! Dagen efter stod den på kajak rundt i bugten – det blev dog kun til en kort tur, eftersom pagajerne var lavet af træ og tunge som et ondt år. Men det var en flot og skøn tur, hvor vi blandt andet kunne se livet i små flydende landsbyer.

Hanoi
Torsdag d. 16/7 stod den på mere udforskning af Hanoi. Vi startede dagen med et besøg hos Onkel Ho (folkehelten Ho Chi Minh som etablerede det vietnamesiske kommunistparti, og regerede nord Vietnam fra omkring slutningen af anden verdenskrig til hans død i 1969). Han ligger balsameret på et mausoleum. Under stor højtidelighed og disciplin defilerede vi forbi hans åbne kiste - speciel oplevelse! Efterfølgende så vi andre, dog ikke nævneværdige, seværdigheder i området. Frokosten blev indtaget på en cafe, som arbejder på at give tidligere gadebørn en chance her i livet, ved at oplære dem som enten kokke eller tjenere. Efter at have brugt en del tid på en trappesten på grund af et pludselig regnskyl besøgte vi igen det tre etager marked, og spiste aftensmad på en gaderestaurant hvor den eneste ret er nuddelsuppe. Aftenen blev brug på at snakke med Chris og Henrik over Skype. Sikke en dejlig opfindelse!

Vores indtryk af Hanoi er ikke det mest positive. Det mest slående ved byen er den TOTAL kaotiske trafik; der er millioner af scootere i gaderne. Det virker som om, der ingen færdselsregler er, og hornet bliver brugt KONSTANT. Man går i en overvældende angst for at blive kørt ned, og må gang på gang springe for livet, når en scooter eller bil kører med fuld fart lige mod en. Situationen bliver gjort endnu værre af, at fortovene (især i det gamle kvarter hvor vi boede) bliver brugt som både køkken, parkeringsplads, opholdsrum og forretning af de lokale. De bliver nærmest helt fornærmede, hvis man som fodgænger insisterer på at brug ’deres’ fortov. Hanoi er en myretue; her er SÅ mange mennesker, SÅ meget trafik, SÅ meget larm og SÅ mange forretninger. Til trods for de mange forretninger kan det være svært, at finde det man leder efter; gaderne synes nemlig delt op, sådan at man et sted kun sælger silke, et andet kun pynt og papir, køkkenting osv.

Trods dette kaos har Hanoi en vis charme med dens imponerende smalle gader og huse, mange hyggelige gadekøkkener og summende markeder. Men det er ikke en by, vi kommer til at savne, og Line er ret glad for, at hun ikke valgte at tage den praktiskplads, der bød sig her.

Hue
Fredag formiddag fløj vi fra Hanoi til Hue – en mindre by i det centrale Vietnam. Eftermiddagen blev brugt på at besøge byens store seværdighed; et ’palads-kompleks’ fra omkring 1804, som er delvist ødelagt af div. bombninger. Egentlig meget imponerende og spændende, men samtidig endnu et slående eksempel på, hvor lidt der gøres ud af seværdighederne; der mangler i høj grad forklarende skilte, pile og afspærringer. Meget ærgerligt! Lørdagen blev brugt på en bådtur, hvor vi laaaaangsomt sejlede op ad Perfume River for at gæste diverse templer og gravsteder. En noget langtrukket dag der dog bød på flotte sights.

Sidste hånd er blevet lagt på dette blog-indlæg, mens vi sidder og bumler i bussen på vej fra Hue til Hoi An – en meget smuk tur hvor bjerglandskab dominerer udsigten. Turen er dog et meget typisk eksempel på, hvordan tingene fungerer her i Vietnam… Vi bestilte busbilletterne gennem vores hotel i Hue, og fik besked på at være klar til afhentning kl. 8. Da klokken var 8.15 blev vi hentet af en mand, som førte os hen til et kontor, hvor vi så ventede en halv times tid. Herefter blev vi gennet hen til en sovebus, som de åbenbart synes, var et passende transportmiddel til turen. Vi kom vist ikke af sted før omkring 9.15… og skulle også lige forbi og have tanket bussen op. Efter 1½ time var der en pause på 40 minutter, så chaufføren kunne få noget at spise… Hmm… Der er åbenbart også ’African-time’ i Asien!

Det var det for denne gang,
Louise og Line.

lørdag den 11. juli 2009

Sosterne Kikkenborg paa elefant

Louise kobte ananas paa en cykeltur, pris: 1.5 kr.

Besog paa et vaeveri lidt udenfor Luang Prabang


Laos' smukke natur



Et par af de 4000 Buddhaer i grotten

Vi elsker Luang Prabang!
Spiser pandekager, spændende frugt og nuddel-suppe… Og drikker Lao kaffe, frugt shakes og Beer Lao. Vi går gennem morgenmarkedet og kigger på grøntsager, kød og det summende liv der – og går på aftenmarked og kigger på (og køber) flotte tasker, nederdele, rislamper og alt andet turisthjertet kan begære! Kort sagt; vi nyder livet i Luang Prabang.

Vi har brugt en masse tid på bare at gå rundt i byen; den er helt fantastisk! Der er hyggelige små gader, børn og hunde, gamle huse i koloni-stil, cafeer langs floden og massere af søde og venlige mennesker. Der er mad på hvert gadehjørne og musik (nogle gange i form af karokee videoer) alle steder. Trafikken er domineret af tuk-tuk og scootere.., og der synes ikke at være nogle regler for hjelme, og hvor gammel man skal være for at køre!

Derudover har vi fået set nogle templer – det ene lå på toppen af en bakke, og kunne derfor byde på en super flot udsigt over byen, som er omgivet af grønne bjerge. Har også været på etnografisk museum, og lært lidt om de forskellige etniske grupper i Laos. Et andet nævneværdigt besøg var det på det Royale Museum. Det er kongefamiliens gamle bolig, som nu er åben for offentligheden. Det var super flot. Forskellige gaver til kongefamilien fra andre lande er også på udstilling. Nixon har f.eks. givet dem nogle småsten fra månens overflade + et Lao flag, der havde været med på Apollo 11 – rimelig cool gave. Danmark har givet dem en sølv dims, som vi ikke kunne se, hvad skulle bruges til. Gaven er desuden givet af ’Prince of Denmark, 1956’… Øhh, der var vist ingen prins på det tidspunkt. Kan nogle af jer komme på en forklaring? Laos kongefamilie blev afsat under revolutionen… men det nævner de ikke noget om på selve museet. Vi fik senere at vide, at kongen blev holdt fanget i en grotte til han døde, og at dronningen og nogle af prinsesserne stadig bor i byen… Vores guesthouse-værtinde er veninde med en af prinsesserne!

Vi bor på det dejligste guesthouse, som er ejet af en belgier, og hans kone som er fra Laos. De har to små børn, som render rundt i gårdhaven – en dejlig familiær stemning!

Det er stoppet med at regne – nu har vi bagende sol, kun afbrudt af få byger. Det gode vejr har blandt andet været med os på fire udflugter ud af byen. Vores første besøg var en bådtur ud til en ’Buddha grotte’, hvor mange (vist over 4000) Buddha statuer er placeret. Grotten er et helligt sted for områdets beboere, og blev også brugt af kongefamilien da den… ja, levede! Vores anden tur ud af byen gik med tuk-tuk (mini-lastbil, hvor man sidder på et overdækket lad på små bænke) til ’Tat Kuang Si’, som er et flot vandfald, hvor man kan svømme i små ’pools’. Dog var vandet ikke turkisblåt, som håbet, på grund af regntidens mudder. Men det var SKØNT med en kølig dukkert, og vandfaldet var omgivet af en smuk og velholdt park. Inden vores dukkert gik vi en lille tur op forbi vandfaldet i den nærliggende skov – naturen og rismarkerne er fantastisk smukke! Vores tredje tur foregik på lejede cykler. Vi cyklede ud af byen og oplevede lidt landsbyliv, og fik besøgt et væveri… Sikke et arbejde for at lave et silketørklæde, men hvor var det et flot håndværk. Sluttede besøget af med en kop ’silke-orme-lorte te’ – mums! Vores fjerde tur, som var i dag lørdag d. 11/7, var booket gennem et bureau, der forsøger at hjælpe elefanter, der tidligere er blevet brugt til hårdt skovarbejde. Skov-fældningen gør mindre og mindre brug af elefanterne, og når elefanterne bliver ’arbejdsløse’, er de i en sårbar situation; de er for tamme til at klare sig selv i skoven, og der er store udgifter forbundet med pasningen af en elefant, så ingen vil bare have dem til at stå. Så centret vi besøgte i dag, tager sig af elefanterne, og lader dem ’tjene sit eget ophold’ ved at være en del af turistindustrien. Vores møde med elefanterne startede med en lille tur, hvor vi sad på en lille stol på ryggen af en 17-årig elefant. Hun er deres yngste elefant, og vist stadig lidt vild. Til trods for dette prøvede Louise at sidde på hendes nakke og styre hende lidt at vejen. Turen gik godt, og som tak gav vi hende nogle bananer. Herefter fik vi et lyn-’mahout’-kursus – en ’mahout’ er den der styrer elefanten, og det menneske elefanten i højeste grad knytter sig til. Med kommandoerne ’how’ (stop), ’pie’ (gå), ’sai’ (venstre) og ’khwa’ (højre) prøvede vi så at styre en elefant rundt. Det var sjovt men også lidt en vild følelse. Efter frokost (altså vores) skulle elefanterne ned i floden for at bade og blive afkølet. Man fik hver sin elefant (med tilhørende ’mahout’), som man red ned i floden. Det var en helt fantastisk oplevelse, og elefanterne nød tydeligvis at blive skrubbet! Det var bare så vildt at være så tæt på elefanterne! Efter deres bad tog ’mahoutterne’ deres elefanter ud i skoven, hvor elefanterne er resten af dagen og natten. Vi blev sejlet ud til et lækkert vandfald, hvor vi kunne blive afkølet og få en dejlig dukkert efter en vidunderlig dag på elefant-centeret!

Det har været en super dejlig dag i Laos, men vi er alligevel kede af, at vi ikke har kunnet være i Danmark netop denne dag; vores Oldemor fylder 100 år. Stort tillykke herfra!

Det var det for denne gang,
Louise og Line.


søndag den 5. juli 2009

Vores kajakker og den brune flod (Vang Vieng)

Paa 'Venner-cafee' i Vang Vieng

Trafik i Vientiane


Ung munk i Vientiane




Vientiane, Vang Vieng og Luang Prabang

Vientiane
Torsdag d. 2/7 blev brugt på at se Vientiane. Vi fik blandt andet besøgt Wat Si Saket, som er det ældste tempel i byen. Her mødte vi to unge munke – 19 og 21 år – som fortalte os lidt om livet som munk. De havde været munke i omkring 5 år, og sagde, at de ikke vidste om de ville forblive det resten af deres liv. Mange bliver munke for at få den gode uddannelse, som klostrene tilbyder. Mens vi besøgte templet, som i øvrigt var rigtigt fint, kom regnen. Efter 20 minutter var det værste overstået, og vi kunne fortsætte op for at se byens triumfbue, som selvfølgelig var holdt i bedste ’Lao stil’ med små fine detaljer. Efter vi havde set Triumfbuen gik vi (efter Lines kyndige retningssans) en kæmpe omvej tilbage og farede måske lidt vildt. Men folk her er søde til at hjælpe, så det er ikke så farligt at blive væk! Ovenpå det lange trav havde vi brug for en forfriskning; Line fik ’ice coffee shake with banana’ (mums!), Louise fik ’pinapple shake’ (også mums!). De lækre shakes blev indtaget mens vi læste Vientiane Times – den lokale engelsksprogede avis (hvis pressefrihed er ikke eksisterende)!

Fredag stod vi tidligt op for at se lidt mere af Vientiane, før turen gik videre til Vang Vieng. På vores jagt efter en bank, hvor vi kunne hæve penge med visa kort (det kan alle banker nemlig ikke tilbyde), kom vi tilfældigvis forbi indvielsen af en ny bank. Små fine Lao piger optrådte med noget traditionelt dans, hvilket hovedsageligt foregår med hænderne. Rigtig fint! Efter at have fundet en bank tog vi en tuktuk ud til Pha that Luang som er Laos vigtigste historiske monument. Det var super flot. Omkring det store monument (som var helt dækket i guldmaling) var mindre offer-sted, som folk aktivt benytter. Her var ofret alt fra ’sticky rice’ og flaskevand med sugerør (så Buddha nemmere kan drikke går vi ud fra) til cigaretter (hvilket fik Louise til at konkludere at Buddha må være ryger!).

Vang Vieng
Ved frokosttid tog vi den lokale bus til Vang Vieng – en lille by ca. 153 km. nord for Vientiane. Turen var annonceret til at tage 3 timer, men tog ca. 4. Men det var helt okay, for vi fik snakket en masse med ældre mand fra Thailand, som fortalte en masse om hans liv og landsbylivet i Laos (Hvor han nu bor).

Vang Vieng er omsluttet af nogle fantastisk smukke bjerge. Men den smukke natur bliver gjort til skamme at den forfærdelige by. Vang Vieng er en turistby – på den meget dårlige måde. Alt er indrettet efter backpackerne, og byen er kendt for tubing, stoffer og fest. Tubing involvere en stor badering, en lang række barer langs floden, massere af alkohol og høj musik… Så har I måske en ide om, hvordan byen tog sig ud. Aftensmaden blev i bedste ’Vang Vieng – stil’ indtaget på en restaurant, hvor afsnit af Venner blev blæst ud på storskærme!

Det blev hurtigt klart, at Vang Vieng ikke lige er stedet for os! Mange af de andre rejsende er kommet til byen for at tube, og tænker ikke meget på lokale skikke, som for eksempel at man går anstændigt klædt, og ikke har fysisk kontakt i offentlighed.

Stedet vi boede på var måske lidt for billigt; fugt ned af væggene, lås der var næsten umulig at få op, stor bille på gulvet og kun en ¾ mur til at adskille badeværelse og soveværelse!

Lørdag d. 4/7 havde vi bestilt en kajaktur ud fra Vang Vieng… det regnede da vi stod op, men vi tænkte, at det ville klare op i løbet af dagen. Efter en kort introduktion til at sejle kajak (og hvad man skulle gøre hvis man væltede…. Lidt foruroligende!) blev vi (heldigvis) placeret i hver sin kajak med en ung lokal guide. Der var også to fyre med på turen (en vietnameser der arbejder for Tiger Beer og en ENORM elektriker fra Alaska med en dyb bas-stemme og en hang til standartdans) blev sat i samme kajak. Og ned af floden det så gik … strømmen var stærk, og vi synes, det var nogle lidt vilde ’huller’, vi skulle igennem. Men det gik for os. Drengene måtte til gengæld en tur i den helt brune flod, der er alt andet end indbydende på grund af regntidens ’mudder’. På grund af den vilde tur ned af floden, og regnen der bare blev ved og ved, var vi våde og kolde hele dagen. Sikke en kontrast til de andre dage! Vi gjorde nogle få stop ned af floden, og det sidste var det mest mærkværdige; her skulle vi (med alt vores tøj på) svømme ind i en grotte, der blandt andet var blevet brug som ’beskyttelsesrum’ under amerikanernes bombninger. Det var meget svært at svømme i den stærke strøm, og endnu mere farligt at gå rundt på de glatte sten i grotten… men den enorme elektriker var sød til at give en KÆMPE hånd at støtte sig til! J Noget andet mærkværdigt ved turen var den guide, som Line skulle dele kajak med; han ville meget gerne have en europæisk kæreste, og blev slemt skuffet over Lines manglende interesse… Hans motto var desuden ”No risk, no fun’ hvilket Line ikke nødvendigvis var enig i.

Ovenpå denne meget interessante dag spiste vi noget lækker Lao mad og fik nogle gode snakke med de andre rejsende på restauranten (alle vi møder, er meget misundelige over, at Line skal til Bhutan). Maden er generelt meget lækker her i Laos, de to store ingredienser er ris (stegt, kogt eller dampet) eller nudler (kogt eller stegt). Der er også masser af lækker frugt – mums!

Luang Prabang
Mens vi spiste vores aftensmad, og så ud på den silende regn, besluttede vi os for at forlade Vang Vieng dagen efter. Så i dag – søndag – har vi tilbragte hele dagen i en minibus. På de snørklede, bumlede bjergvej nød Louise de smukke bjerge og afsides landsbyer, mens Line kæmpede med kvalme og køresyge. Men nu er vi ankommet – og det regner fortsat – men vi glæder os til at se byen i morgen… Og håber på at regnen snart stopper!

Det var det for denne gang,
Louise og Line.


torsdag den 2. juli 2009

Så er vi kommet af sted!

Vi forlod Grandly (Louise og Henriks gård) mandag d. 19/6 omkring kl. 11. Henrik kørte os til Aalborg lufthavn hvorfra vi fløj til Kastrup. Herfra gik vores fly til Wien omkring kl. 16.30. Vi ventede ca. 5 timer i Wiens meget lille og kedelige lufthavn før vi skulle videre til Bangkok kl. 23.20. Det gik rigtig fint på den lange tur; Line fik set et par film og læst lidt i den medbragte kæmpe bog. Louise… fik hverken set film eller læst i sin bog. Til gengæld fik hun sovet!

Vi ankom til Bangkok kl. ca. 14 lokal tid, tirsdag d. 30/6. De er fem timer foran her, så det giver et forfærdeligt jetlag. Vi tog ind til byen med en taxa – der er ret langt fra lufthavnen til midtbyen, så vi fik set en masse skyskrabere og de kæmpe reklameskilte der dominerer udsigten fra motorvejen. Vi blev kørt ind til vores guest house hvor vi i forvejen havde bestilt overnatning. Intet prangende; biller og problemer med lys / aircondition… Men vi har af lidt uvisse grunde alligevel bestilt en overnatning der igen når vi kommer tilbage til Bangkok. Det må være jetlaget! (Og det faktum at Line efterlod nogle ting i et bagagerum som stedet har). Efter en frokost / middag på et lille lokalt nuddel-sted, lidt indkøb og en ordentlig regnbyge var vi klar til at gå i seng. Besluttede dog at spise lidt let mad i vores guest house’s cafe før vi gik i seng kl. 21.

Laos
Onsdag d. 1/7 kl. 4.00 ringede vækkeurene (3 stk.) – vi skulle op og i lufthavnen igen. Det var dog okay eftersom vi pga. jetlaget var lidt forvirrede i hovederne alligevel. Vi fløj til byen Udon Thain i det nordlige Thailand hvorfra man kan tage en bus til Laos’ grænse. Efter lidt papirarbejde og lidt sveden over deres krav om pasfotos til visum ansøgningerne kom vi ind i landet. Dog med en bøde på 1$ for at Louises foto manglede. Billigt sluppet!

Vi ankom ved frokosttid til Vientiane, Laos hovedstad, hvor vi tjekkede ind på ’Lao Heritage Hotel’. Tak for anbefalingen Ane og Jan – det er et dejligt sted! (Ingen biller eller problemer med aircondition her!). Vi spiste en lækker frokost med en hollandsk pige vi havde mødt på turen fra grænsen til hovedstaden og gik lidt rundt i byen. Det er en meget rolig og lille hovedstad! På vores første dag i Laos fik vi både en ’Lao massage’ (lidt specielt, men meget afslappende), prøvede en ’Beer Lao’ (meget almindelig lys øl, men god) og fik besøgt ’Ban Anou Night Market’ som er et mad-market hvor de lokale handler deres aftensmad.

Her er meget varmt og fugtigt i vejret. Det er jo regntid, så hverdag kommer der voldsomme byger, der dog hurtigt passerer og efterlader luften (og gaderne) renset! Der er meget liv i gaderne – det virker som om, det er her folk lever deres liv. Der bliver spillet petanque, handlet og spist ude til efter solnedgang. De lidt ældre børn hjælper til i forretningerne og restauranterne, de lidt mindre leger med de mange hunde i gaderne. Her er rigtig dejligt!

Det var det for denne gang,
Louise og Line.