Smuk solnedgang
Bhutan er et bjergrigt land
En tur til det vilde Øst
Søndag d. 1. november forlod jeg Thimphu for at besøge de lidt fjernere egne af Bhutan. Turen var arrangeret af Pia, en svensk/dansk pige der arbejder i FN, som jeg blandt andet kender fra meditationsundervisning. På søndagens udsæt fra Thimphu var der også to andre piger fra FN Fumie (japansk pige) og Kuensang (Bhutanesisk pige), og Kuensang’s kæreste Kinga. Det var hans bil vi kørte i.
Det var spændende, at se landet suse forbi og fornemme hvor sparsomt det egentligt er befolket. Kinga kørte dog rasende hurtigt… ca. 50 km. i timen på de snoede bjergveje, så min køresyge lå og lurede lige under overfladen. Jeg klarede dog hele turen og hjemturen overraskende godt!
Vores første stop på turen var Punhaka, hvor jeg jo havde været med Sarina. Men det var blot et kort stop for at se Punhaka Dzong og få noget frokost. Herefter gik turen helt til Trongsa som er en lille by (stor efter bhutanesiske forhold) midt i landet. Dagen efter besøgte vi Trongsa Dzong – et tempel og kloster fra det 16. århundrede. Beliggenheden for denne dzong er bare helt fantastisk! Før i tiden havde dette kloster markeret sig ved at være den eneste port fra øst til vest, og de opkrævede derfor skatter af al handel, der foregik mellem de to dele af landet. Det har nok ikke været en alt for populær praksis, og derfor blev Ta Dzong bygget som et udsigtstårn højere oppe af bjergsiderne, så Trongsa Dzong kunne beskyttes! Vi besøgte også Ta Dzong, der i disse fredelige tider er blevet ombygget til et virkelig godt museum. Efter frokost gik turen videre til Bumthang; et distrikt i det centrale Bhutan, der er det mest østlige de fleste turister tager.
En af grundende til vores udflugt fra Thimphu var, at Bumthang Festival foregik i uge 45. Denne festival er berømt og berygtet for ’the naked munk dance’, som er et spirituelt ritual, der fnises meget omkring i det ganske land. Nu da vi var i Bumthang, skulle vi jo selvfølgelig se dette ritual… og det blev faktisk på den samme aften, vi ankom til Bumthang, fordi Kuensang og Kinga havde hørt, at det måske var den eneste aften, det ville foregå. Dansen foregår om natten under fuldmånen, så vi tog vores varmeste tøj på og et stort tæppe under armen og begav os til festival. Vi ankom omkring kl. 20, hvor dansene (de almindelig med tøj på) foregik omkring et bål. Det var en helt speciel stemning. Allerede da vi ankom, var temperaturen meget lav, og det føltes som om den blev ved med at falde… Omkring klokken halv et var vi helt dybfrosne og meget trætte, og forlod vores pladser på første række. Men i stedet for at tage en frostdækket taxa hjem på dette tidspunkt købte vi en kop te og besluttede at holde ud. Omkring kl. 1 startede den berygtede dans så. Først var vi lidt ked af, at vi havde opgivet vores gode pladser oppe foran, men det blev vi glade for i længden; en stor del af ”dansen” gik ud på at disse unge mænd hoppede lidt rundt og kom lidt tæt på nogle af damerne i første række. Hmm… Der var ikke meget dans over ritualet, og heller ikke meget ”ophøjet religiøs ceremoni” over det. Lidt skuffende at de ikke selv tog det seriøst. Men nu har vi set det med!
Tirsdag sov vi naturligvis lidt længe grundet nattens udskejelser, og brugte det meste af dagen på festivallen. Bumthang Festival er meget anderledes end Thimphu Festival som jeg tidligere har skrevet om… Det minder lidt mere om Hjallerup Marked… Men altså på den gode familievenlige måde. Man kunne faktisk købe candyfloss – seriøst! Tirsdag eftermiddag havde vi booket et ”hot stone bath” på et ressort i nærheden af festivalpladsen. Konceptet er at vandet i de træ-badekar man sidder i reguleres ved, at der lægges varme (meget varme) sten i enden af badekaret, som stikker ud af huset man er i. Ej, det er altså svært at forklare! Men det er sådan en lidt romantisk spa ting, hvor ”man har gjort det rigtigt, hvis man besvimer til sidst”… Så langt gik Fumie, Pia og jeg ikke. Jeg fik dog lidt kvalme og måtte ligge lidt ned efter min tur i badekaret, så det var vist næste helt perfekt.
Onsdag ankom resten af rejseselskabet; Noam (amerikansk / israelsk musiklærer), Youmie (koreansk musiklærerinde), Katrin (tysk musiklærerinde) og Anne (dansk pige der arbejder for FN). De havde taget bussen direkte fra Thimphu – sikke en tur! Sammen fik vi set lidt mere festival, fik besøgt det mejeri der forsyner hele landet med den elskede Bumthang ost og besøgt et utal af vigtige templer. Vi besøgte også byen Ura, ca. 40 huse og et tempel, der er en del af Bumthang distriktet. På vejen der til kan man få et glimt af det højeste bjerg i Bhutan - fantastisk. Det er helt utroligt, hvor langt der er mellem byerne her i Bhutan, og hvor småt befolket byerne er. Selv Bumthang føltes lidt som en ’spøgelsesby’ eller en kulisse fra en Western film. Og Bumthang betragtes altså som en af de store byer, og som handelscentrum for hele det centrale Bhutan.
Lørdag begav vi os den lange vej tilbage til Thimphu… lidt tidligere end planlagt, men skrantende helbred og Bumthangs svigtende strømforsyning (hvilket betyder intet lys, ingen varm vand og ingen varme i vores hotelværelser) inspirerede os til at vende snuden mod ”storbyen”. Vores eneste stop på turen hjem var Phobjikha Vally hvor den meget sjældne ’Black-necked Crane’ holder til. Super flot natur, men fuglene var lidt svære at se, eftersom vi ikke havde medbragte kæmpe kikkerter og kamera med mega linse ligesom de rige turister. Det skal nævnes her, at den gennemsnitlige turist i Bhutan er ca. 60 år gammel, godt ved muffen og medbringer det vildest kameraudstyr… De 200$ pr. dag har skabt en helt speciel turisme her i Bhutan!
Nå, men det var helt fantastisk at komme hjem til mit værelse; at kravle ned under dynerne (jeg sover med to dyner for at udholde Thimphu’s kulde), tænde for varmen i mit værelse og bare sove efter hvad der synes at være en uendelig lang rejse tilbage til byen.
Det var alt for nu,
Line.