fredag den 25. september 2009

En af dronningens stuer på RENEW kontorets øverste etage

Da jordskælvet ramte var jeg på vej hjem fra et besøg på Bhutans National Bibliotek,
her ses næsten den fulde samling af bøger


... Ja, det kan man jo så diskutere
(Down town Thimphu)


Verdens største bog findes på Bhutans National Bibliotek
Sarina er praktikant på biblioteket


Siden sidst har jeg fået prøvet 'doma',
her med min første 'doma' mellem tænderne



Jordskælv, dronningebesøg og fridage

Mine seneste fire dage her i Bhutan har været ret begivenhedsrige;

Mandag d. 21/9
Mandag havde vi et jordskælv her i Bhutan. Det målte 6.1 på Richter-skalaen og havde sit epicenter i den østlige del af Bhutan. 12 mennesker døde. En række klostre og andre bygninger kollapsede, og de materielle skader er betydelige. Her i Thimphu (som ligger vestligt) mærkede vi ikke så meget til jordskælvet, og ingen jeg kender er kommet til skade. Faktisk opdagede jeg slet ikke jordskælvet – jeg var udenfor da det ramte og man mærker åbenbart rystelserne kraftigere, hvis man befinder sig inde i en bygning. Til gengæld mærkede de det både i Bangladesh og Tibet. To af kontorets medarbejdere befandt sig faktisk i den østlige del da det skete, men de kom heldigvis ikke noget til. Hjemme i familien var der også en del uro; apa’s far er lama i et kloster i den østlige del af landet og en del af bygningerne faldt sammen under jordskælvet. Ingen af munkene er kommet noget til, men ”apa lama” er meget rystet.

Tirsdag d. 22/9
Tirsdag havde vi fri fra arbejde på grund af ’blessed rainy day’. En dag hvor man tager bad i det regnvand, der er faldet natten før, for derved at vaske dårlig karma / synd / dårlige handlinger af. Der faldt bare desværre ikke noget regn natten til tirsdag og vi måtte derfor tage bad i almindeligt vand… men det er jo (måske) tanken der tæller. Efter det rituelle bad spiste vi morgenmad sammen; smør-te, søde gule ris og ris-grød med klumper af sej ost. I, som kender mine følsomme morgen-smagsløg, kan nok forestille jer hvordan sådan en morgenmad gled ned… Puha! Men solen fortsatte spottende med at skinne hele dagen og det var skønt at slappe af sammen med familien!

Onsdag d. 23/9
Så blev det onsdag og dermed dagen for dronningemoderen Hendes Majestæt Ashi Sangay Choden Wangchuck’s besøg ved RENEW. Dronningen (som er den yngste af de fire dronninger) er stifter af organisationen, så det var langtfra første gang, hun kom forbi… Men det var jo altså første gang, jeg skulle møde hende! Ret vildt! Hun ankom ved 10-tiden og vi stod alle parat udenfor og bukkede, da hun trådte ud af den kæmpe amerikaner-bil med tonede ruder. Dronningen gik hastigt indendørs sammen med vores direktør og vi, pøblen, blev stående udenfor. Lidt efter blev vi viftet ind og bedt stille op på række i receptionen. Vores direktør synes åbenbart min tilstedeværelse krævede en forklaring og præsenterede mig derfor for dronningen… Hun reagerede ved at gå hen og give mig hånden og spørge mig om, hvad jeg synes om RENEWs arbejde. Og hvad svarede jeg? Ja, hvem ved… Jeg blev bare død-nervøs og kan ikke rigtig huske, hvad der blev sagt! Jeg tror, hun afsluttede samtalen med at sige at ’de var glade for at have mig her i RENEW’… hvilket (hvis jeg husker rigtigt) må indikere, at jeg ikke fremstod som helt imbecil! Herefter fortrak dronningen sig til sin egen etage (som jeg mandag havde fået et lille kig på – wow!) og blev vist nogle timer! Og det var så mit møde med dronningen; forvirrende, lidt skræmmende og overstået i løbet af få minutter…

Torsdag d. 24/9
Torsdag var der så igen fridag – denne gang grundet en religiøs festdag! Sarina og jeg tog af sted fra morgenstunden for at deltage i festlighederne i det lokale tempel. (Vi medbragte intet kamera, fordi vi fik at vide, det var forbudt at tage billeder i templet… det viste sig at være ændret siden sidste år, ærgerligt! Men altså, desværre ingen fotos fra denne dag!) Der var bare SÅ mange mennesker, men heldigvis fik vi utrolige gode siddepladser… altså hvis man lige ser bort fra, at vi sad direkte på templets stengulv og var omgivet af bhutanesere, der enten havde en ualmindelig klam host og en uforklarlig forkærlighed for at bore sine sko ind i personen foran (mit problem) eller synes vi fyldte for meget med vores lange ben (Sarinas problem – der åbenbart var så alvorligt, at den ældre dame Sarina sad ved siden af kaldte en politibetjent hen for at gøre noget ved sagen…) Situationen blev også lidt tilspidset af, at solen begyndte at bage ned i den tempel-gård arrangementet foregik i! Da danse-showet endelig gik i gang, var min kira blevet et lille personligt sauna og interessen for den monotone danse fortog sig hurtigt! Men stemningen var fantastisk, templet det foregik i var smukt og dansernes kostumer var super flotte. Det kastede også et vist lys over begivenhederne, at dansen blev overværet af enormt mange munke OG den øverste religiøse leder af Bhutan. Da vi endelig forlod arrangementet, opkogte og dehydreret, mødte vi en af mine kollegaer fra RENEW. Han forsikrede os om, at det bringer held bare at have set lidt af dansen! Jeg synes dog, det var mindre heldigt, at en lurende forkølelse sprang ud i fuldt flor på vej hjem og lænkede mig til sengen resten af dagen!

I dag er forkølelsen lidt bedre og jeg ser frem til den tur Sarina og jeg har planlagt for i morgen! Vi tager til Punakha – hvad det mere præcist er, kan jeg forklare i næste blog. Her kan jeg også beskrive hvordan næste uges festival har udspillet sig… Mandag, tirsdag og onsdag er nemlig også ’festival-dage’ (og dermed fridage)… Jeps, livet i Bhutan er lige til at holde til!

Det var alt for nu,
Line.

tirsdag den 15. september 2009

Fredags-vandretur... paa forbudt omraade

Smukke Thimphu
Bus ved bornenes skole; 'Druk School'



Selv lastbilerne er charmerende i Bhutan



Mig i en stille stund ved templet


Første måned i Bhutan

Så har jeg allerede været i Bhutan en måned... Det er næsten ikke til at forstå! På den ene side føles det, som om det var i går, jeg ankom med Druk Air, på den anden side er jeg allerede faldet så godt til, at det føles som om, jeg har været her meget længere end en måned!

Efterhånden er der ved at tegne sig en hverdag. Mandag til torsdag er jeg på RENEW-kontoret fra kl. 9 til17, og fredag arbejder jeg hjemme på min opgave til universitet. Efter arbejde tirsdag er der meditationsundervisning, torsdag er der dzongkha-undervisning og fredag eftermiddag går Sarina, ama, vores ”tante” og jeg ofte en lang tur før børnene skal hentes fra skole. Weekenderne er lidt mere uforudsigelige, men Sarina og jeg er næsten altid inviteret til et eller andet middagsselskab. Søndag står den oftest på familieudflugt og picnic, og søndag aften taler Chris og jeg over Skype.

Arbejdet ved RENEW er dog ikke helt kommet i gear endnu. Jeg venter på en tilladelse til at bruge et avisarkiv, der er centralt for min research for RENEW, venter på at holde møder om nogle events, jeg skal være med til at planlægge og venter på at mine kollegaer kommer i gang med det ’newsletter’, som jeg skal assistere på. Altså, en helt masse venten. Jeg er dog stadig positiv overfor praktikken og er sikker på, at det nok skal blive rigtig godt… snart!

Meditationsundervisningen er desværre blevet forsømt et par gange, men min åndelige udvikling er bestemt ikke opgivet. Jeg synes virkelig, der er nogle værdigfulde ting at tage med fra undervisningen og håber at jeg i løbet af de næste par måneder, kan blive bedre til at koncentrere mig om meditationen. Dzongkha (det lokale sprog) -undervisning går ikke særlig godt. Jeg er helt elendig til at lære sprog og endnu dårligere til at huske udenad. En utrolig uheldig kombination! Men underviseren er en tålmodig mand, der ikke engang synes at tage på vej over, at jeg spurgte hvad ’Leki’ betød da han brugte det i en sætning… Det viste sig at være hans navn! Ups!

Jeg nyder virkelig at bo hos familien og er også super glad for at Sarina bor her. Apa (vores ”far”) lægger stor vægt på, at Sarina og jeg er en del af familien, og kalder os for ’hans to ældste døtre’. Ama (vores ”mor”) er også virkelig skøn og tager sig godt af os. Vores 12-årige ”lillebror” Tshering er en stille dreng, der virker mest glad, når han får lov at lege med sin fætter Tshering… Ja, de hedder jo alle sammen det samme! Deki, vores ældste ”lillesøster”, er meget mere snaksaglig, og vil også gerne se film sammen, gætte gåder og oversætte når Sherab bliver lidt uklar i mælet. Sherab, den yngste pige, vil nemlig meget gerne fortælle en masse ting til Sarina og mig, men nogle gange er hendes engelsk lidt svært at forstå… Men stadig meget imponerende for en 7-årig! Mandag aften læste hun for eksempel godnat historie for mig og havde kun problemer med et par ord fra sin engelsksprogede børnebog.

Alt i alt er status på mit ophold, at jeg har det rigtig godt her i Bhutan. Jeg er stadig nyforelsket i landet og sætter virkelig pris på at være her. Jeg er omgivet af nogle dejlige mennesker, både på arbejde og privat. Jeg har ikke travlt i praktikken endnu, men har en masse ting at tage mig til efter arbejdstid. Der er meget jeg mangler at opleve her i Bhutan og jeg er lykkelig for, at jeg har tre måneder mere at bruge af. Jeg kan virkelig godt se mig selv arbejde her i fremtiden og tror det kunne være et dejligt sted at bo et par år. Men nu må vi se, måske når jeg at blive træt af Bhutan, før jeg kommer hjem.

Det var alt for nu,
Line.

onsdag den 9. september 2009

Traet Line ved morgenbordet

Barnelærdom! Plakat i bhutanesisk skole


Ama paa grontsagsmarked


Grontsagsmarked



Doma-spyt paa gaden




Chili og smør-te

Nå, så er det vist ved at være på tide med en blog, der fokuserer på et af de vigtigste aspekter af ethvert land; madkulturen!

Hvis man skulle beskrive den bhutanestiske madkultur med ét ord, måtte det blive; chilier! De elsker simpelthen deres chilier og det er hovedingrediensen i størstedelen af landets retter. En stegt chili kan også udgøre et lille mellemmåltid i sig selv. National retten hedder ema datse og består af chilier (ema) i ostesovs (datse). Jeg er ved flere lejligheder blevet udsat for retten og kan ikke andet end at ryste på hoved og bede om et glas vand!

Udover chili er ris også altid på menuen. Ris til morgenmad. Ris til frokost. Ris til aftensmad. Bhutaneserne kan indtage enorme mængder ris og føler virkelig ikke, de har fået et måltid, hvis de ikke har fået ris. Til gengæld betragtes kartoflen som en grøntsag og jeg har ofte fået ris med kartofler… hvilket egentlig ikke er så galt, når man lige kommer sig over mængderne af kulhydrater! De elsker også ”smør-te”, hvilket er en utrolig ækel drik, der altid synes at blive hældt op i min kop, uden jeg beder om det. Smør er altså bare generelt et hit her i Bhutan og ’Danish Butter Cookies’ nyder stor popularitet.

For det utrænede øje virker det som om, bhutaneserne altid går og spiser. Men det de egentlig tygger, er ’doma’; en speciel nød der klistres ind i lidt kalk og foldes i et blad. Det smager lidt bittert, giver en meget mild rus og en knaldrød mund. Nogle folk har for vane at spytte deres røde doma-slim ud på gaden eller væggene omkring i byen, hvilket betyder at gaderne nogle steder ser ud som om, der er foregået et blodigt drab. Men alle synes at elske ’doma’ og man tilbydes det konstant. Bhutaneserne forklarer mig, at det også giver en god varme i kroppen, og det derfor tygges i endnu højere grad om vinteren. Jeg har endnu ikke forsøgt mig med den populære nød, men har bestemt tænkt mig at give den en chance, når vinteren kommer nærmere.

Alle ris og grøntsager bliver købt på markedet. Hver weekend kommer bønderne ind til Thimphu for at sælge deres grøntsager og de samler sig i en markedsbygning indrettet til formålet. Bhutan høster mange af de samme ting som Danmark; gulerødder, kål, løg, kartofler, æbler osv. De ligger i bunker på markedets gulv ved siden af stakke af chilier. Alt, også chilierne, købes pr. kilo og der vejes af med gammeldags håndholdte vægte med lod. Hvis man skal have kød, købes det ved slagteren - både oksekød, kylling og svinekød er populært. Fisk er importerede fra Indien og købes frossent. Vi spiser ikke særligt meget kød, mest fordi Sarina og jeg ikke beder om det. Jeg har lidt opgivet det, fordi de bare har en helt anden måde at skære kødet ud på… det virker lidt som om, dyrene ikke så meget parteres, som bare hakkes i tilfældige stykker.

Min kost kan næppe beskrives som rigtig bhutanesisk. Jeg spiser godt nok ris om morgenen, men i form af grød og suppleret af en portion kellogs cornflakes med dejlig konserveret mælk fra Indien. Jeg får frokost med på arbejde (madpakke om man vil) – og vi taler selvfølgelig igen om ris. Mine ris er næsten altid i selskab med en variation over temaet ’stegte grøntsager’, men nogle gange har ama også flottet sig med en kewa datse (kartofler i ostesovs) eller shamu datse (svampe i ostesovs)… hvilket faktisk smager lige så godt som det lyder! Aftensmaden er næsten altid ris men andre bhutanesiske lækkeri står også på menuen, især kan nævnes ’momos’, som er små stykker dej foldet om en blanding af kål, løg, gulerødder og ost og derefter dampet. Ama er også ferm til at lave spagetti, pizza, suppe og pandekager! Lidt chili bliver det da også til for mit vedkommende; nogle gange frivilligt andre gange ved uheld. Blandt uheldene tæller min begejstrede modtagelse af en skål popcorn, der viste sig at være krydret med chili i stedet for salt. Selvfølgelig!

Kosten indgår altså som en del af min indkvartering hos familien. Men engang imellem spiser jeg ude. Første gang var til den før omtalte ’skotske danse fest’, hvor man udover at få en svingom og lidt god mad, også kunne møde andre udlændinge. Ved denne lejlighed mødte jeg Sally, en 58-årig sygeplejerske fra Australien, som arbejder i hospitalets skadestue. Hun inviterede mig til et ’dinner party’ hjemme hos hende. Igen en hyggelig mulighed for at få noget lækkert at spise og samtidig møde nogle spændende mennesker. Det var ved denne lejlighed jeg mødte John – en amerikaner der bestyrer ’Aman resorts’ her i Bhutan. ’Aman resorts’ er en række luksus hoteller (fem stjerner – 1400 US$ for et dobbeltværelse) hvor de rige og berømte indkvarterer sig, når de gæster landet. Jeg var derfor meget begejstret da John ringede tirsdag d. 8/9 og sagde at han gerne ville invitere Sarina, Sally, to af Sallys veninder og mig på ’dinner’ i hotellets restaurant. Da vi ankom til hotellet stod der adskillige gho- og kira-klædte tjenere parat med paraplyer, så vi ikke skulle blive våde de få skridt vi skulle gå ind til hotellet. Og wow – hvor var det bare vildt smukt. Vi blev ført ind i en helt fantastisk lounge (blandt de imponerende elementer var to store pejse og en musiker der diskret spillede hele aftenen, selvom vi var de eneste gæster) hvor John mødt os. Efter et glas meget dyr vin og lidt stimulerende samtale satte vi os til bordet (hvor stolene blev trukket ud og skubbet ind af tjenerne) og indtog en FANTASTISK fem retters menu tilberedt af hotellets japanske kok. Det hele smagte bare perfekt og blev serveret på de flotteste måder. Vi var første færdige med desserten 22.30... og så var det vist også tid til at komme hjem på en tirsdag aften. Men altså, sikke en oplevelse!


Afslutningsvis vil jeg lige give jer alle sammen muligheden for at smage lidt på Bhutan, så her følger to opskrifter på et par af landets specialiteter:


Smør-te

½ liter vand
Tørrede orkide-blade
1 tsk. salt
1 tsk. smør

Vandet koges med tebladene til vandet får en rødlig farve (ca. 2 minutter). Herefter tilsættes salt og smør. Det hele blendes og er derefter klar til servering.
(Bonus-tip: teen menes at afhjælpe ledegigt og anbefales derfor især til ældre mennesker)


Ema dtasi

Til 4 personer:

Store chilier, 8 stk.
Hvidløg, 4 fed
Smør, 1 spk.
Salt
Vand, en tekop
Frisk ost, en halv knytnæve
(For en moderne udgave af ema dtasi tilsættes også en halv tomat.)

Vask chilierne og skær hver ud i fire stykker. Pil kerne ud hvis du ikke ønsker en ”meget stærk” udgave af retten. Put alle tingene i en gryde og kog i 3-4 minutter. Retten er nu klar til at blive serveret, gerne med de karakteristisk bhutanesiske røde ris og smør-te!
(Bonus-tip: spar ikke på smørret i retten – det hindre nemlig at man får alt for mange mavesmerter fra chilien.)


Det var alt for nu,
Line.

tirsdag den 1. september 2009

Interessant kunst der pryder mange huse i Bhutan...
Den miderste tegning menes at skraemme ondt vaek!

Kaempe Buddha under konstruktion



Sarina, ama, Deki, Sherab og mig - ved Dochula


I dyb meditation



Et par af de 108 hellige taarne og "bedeflag-skoven"




Det spirituelle liv i Bhutan

Buddhismen er meget nærværende her i Bhutan; der hænger bedeflag overalt i byen og munke vandre rundt i hobetal. Igennem den sidste uges tid har jeg nydt en lidt yderligere introduktion til det spirituelle liv uden dog at kunne prale af, at jeg ligefrem har styr på tingene.

Meditation
Tirsdag d. 25. august startede jeg min spirituelle rejse mod ultimativ oplysning… eller, altså jeg deltog i min første meditations undervisning på det lokale ungdomscenter. Vores lærer er en britisk lama, der har en ubestemmelig accent, hvilket ærligt var det jeg fik mediteret mest over. Men han siger nu nogle spændende ting, og giver nogle gode tips til hvordan man skal koncentrere sig om meditationen. Jeg er dog ikke helt enig i hans vurdering af, at lysten til at flytte på sig under meditations blokkene på 10 minutter udelukkende er motiveret af kedsomhed… jeg mener også, at lotusstillingens totale afskærning af blodtilførelsen til mine ben spiller en rolle. Trods de fysiske udfordringer i meditationen vil jeg helt sikkert forsætte med undervisningen… hvilket også er en oplagt mulighed for at hygge lidt med Sarina og Signe (praktikant på det danske ”ambassade kontor”).

Begravelses-visit
En af pigerne fra kontoret har mistet sin bror, han er ”expired”, som de siger her i Bhutan, og en flok fra kontoret tog derfor på begravelses-visit efter arbejde torsdag. Torsdag var nemlig syvende dagen for hans død, og det er en meget betydningsfuld dag for hele den spirituelle proces. Begravelsesperioden strækker sig 49 dage efter dødsdagen, og dag 7, 14, 21 og 49 er især betydningsfulde og der udføres vigtige ritualer på disse dage. I dagene imellem udføres der naturligvis også ritualer af de mange munke, der har tage midlertidig bopæl ved familien, men de ovenfor nævnte dage er de mest typiske at aflægge familien et visit. Som gæster har man en meget speciel rolle at udfylde; man skal simpelthen forsøge at indtage så meget som muligt, af de dyre og lækre ting familien serverer for en. Jo mere familien ofre, desto bedre er det nemlig for den afdødes sjæl. Så vi sad i familiens stue og slubrede fransk rødvin, Red Lable Whiskey og smør-te i os. Vi tog også for os af det væld af småkager, der blev serveret (småkagerne var i dåser der engang havde indeholdt ’Danish butter cookies’ og derfor var prydet med Dannebrogflag, samt fotos af garden og Nyhavn. Specielt!) Vi medbragte ”smør-lamper” som gave til familien; dette er en værdsat gave i de første to uger efter dødsdagen, eftersom sjælen på dette tidspunkt bevæger sig forvirret rundt. Lamperne kan hjælpe med at vise den rette vej. I de to første uger menes den afdødes sjæl ikke at forstå, at døden er indtruffet, derfor er lamperne vigtige i denne periode. Samtidig er det vigtigt ikke at gøre den afdøde ked af det, så man skal huske stadig at tilbyde ham mad og drikke, samt ikke at græde alt for meget. Faktisk skal man gerne virke lidt opløftet, hvilket jeg synes var en smule ubehageligt…

Familiens spirituelle liv
Hvad der spares af tåre ved begravelsen gøre så sandelig op for i sørgeperiode. Det er ikke ualmindeligt, at familien sørger i 1-2 år efter et familiemedlems død. Min familie her i Bhutan er i sådan en periode, fordi apa’s mor døde sidste vinter. Sørgeperioden betyder, at familien ikke fejre noget som helst; ingen nationale festivaller, ingen fødselsdage! Familiens liv er også berørt af andre religiøse omstændigheder, for eksempel passer ama og apa’s ”stjerner” ikke særlig godt sammen, og der må derfor sættes ekstra mange bedeflag for at sikre det gode held. Ama må også lade sit hår gro langt for at sikre at sønnen, Tshering, ikke skal blive ramt af uheld. Jeg ved ikke helt, hvordan det hænger sammen, og det gør ama vist heller ikke… Men håret er langt og hun bruger flittigt bederummet, der er indrettet ved siden af mit værelse; tænder hver dag ”smør-lampe” og hælder helligt vand op i skålene på alteret. Der gøres generelt meget for at sikre det gode held her i Bhutan; det er helt almindeligt, at konsultere en lama eller munk før en rejse påbegyndes eller et byggeprojekt sættes i gang. Lamaen eller munken kan anvise hvilken dato (og hvilket tidspunkt!), der vil være mest gunstigt at starte rejsen eller projektet. På samme måde har apa’s far (som er lama) naturligvis bestemt hvilken dato og hvilket tidspunkt, familien skulle flytte ind i huset her!

Kæmpe Buddha og Dochula
Som en ultimativ hyldest til Buddhismen og det spirituelle liv her i Bhutan, er der ved at blive bygget en KÆMPE Buddha-statue på en af bjergskråningerne ned til byen. Det skulle angiveligt være den støste Buddha i verden. Vi gik en tur der op for at se den… og den er så enorm, at man slet ikke kan se hvad det skal forestille, når man kommer tæt på. Men okay, den er heller ikke færdig endnu… Søndagsturen gik til et andet religiøst sted; Dochula. En samling af 108 små hellige tårne. Et super flot syn der ikke blev gjort mindre interessant af den nærliggende ”bedeflag-skov” og en tyk tåge, der lagde sig omkring stedet. Der var traditionen tro medbragt picnic, som denne gang blev indtaget under skarp overvågning af seks herreløse hunde… Hyggeligt!

Der er dog også blevet tid til de mindre spirituelle oplevelser i den sidste uges tid, som for eksempel indkøb af min første kira, filmaften med familien (hvor der blev smagt på mine medbragte Piratos... de var ikke et hit) og et par ture på den hippe ’Om Bar’ hvor dansegulvet blev delt med blandt andre Miss Bhutan.

Det var alt for nu,
Line.