- i stedet har vi denne fyr der vinker trafikken frem paa hovedgaden
RENEW
Så har jeg haft min første uge ved RENEW – organisationen jeg skal være i praktik ved de næste fire måneder. Ugen startede rigtig godt med et personligt møde med organisationens direktør – en super sej dame der både har gået på Yale University og opnået det sorte bælte i taekwondo! Resten af ugen var ret sløv og jeg fik ikke bidraget med ret meget andet end lidt layout på nogle rapporter. Til gengæld har pigerne på kontoret taget rigtig godt imod mig. De fleste er på min alder og alle er lette at tale med. Der spises frokost sammen hver dag og her er de søde til at inkludere mig i den særprægede kultur, der er omkring deling af maden… Frokosten forløber nemlig sådan at alle medbringer en bøtte med ris og en bøtte med en chilli-ret (nogle gange bestående udelukkende af chilier). Så snart der åbnes for bøtterne, tager pigerne for sig af hinandens retter – uden at spørge om lov eller være specielt moderate i de mængder af de andres mad de gafler til sig. Jeg har selvsagt haft lidt svært i at deltage i denne bytte-kultur grundet min lave tolerance overfor chili, men har da fået smagt på et par retter og haft den fornøjelse, at pigerne har taget for sig af de grøntsager, jeg har haft med. (Jeg tager det som et godt tegn!) Hvis de andre får gaflet lidt for meget af ens frokost til sig, kan man jo altid bestille noget ved husets ’te-dame’, der både sælger usandsynlig tynd kaffe og hele stegte chilier!
Jeg håber, at jeg kan bidrage med lidt mere ved RENEW i den kommende tid. I min kontrakt med organisationen har vi i hvert fald aftalt, at jeg kan;
Så har jeg haft min første uge ved RENEW – organisationen jeg skal være i praktik ved de næste fire måneder. Ugen startede rigtig godt med et personligt møde med organisationens direktør – en super sej dame der både har gået på Yale University og opnået det sorte bælte i taekwondo! Resten af ugen var ret sløv og jeg fik ikke bidraget med ret meget andet end lidt layout på nogle rapporter. Til gengæld har pigerne på kontoret taget rigtig godt imod mig. De fleste er på min alder og alle er lette at tale med. Der spises frokost sammen hver dag og her er de søde til at inkludere mig i den særprægede kultur, der er omkring deling af maden… Frokosten forløber nemlig sådan at alle medbringer en bøtte med ris og en bøtte med en chilli-ret (nogle gange bestående udelukkende af chilier). Så snart der åbnes for bøtterne, tager pigerne for sig af hinandens retter – uden at spørge om lov eller være specielt moderate i de mængder af de andres mad de gafler til sig. Jeg har selvsagt haft lidt svært i at deltage i denne bytte-kultur grundet min lave tolerance overfor chili, men har da fået smagt på et par retter og haft den fornøjelse, at pigerne har taget for sig af de grøntsager, jeg har haft med. (Jeg tager det som et godt tegn!) Hvis de andre får gaflet lidt for meget af ens frokost til sig, kan man jo altid bestille noget ved husets ’te-dame’, der både sælger usandsynlig tynd kaffe og hele stegte chilier!
Jeg håber, at jeg kan bidrage med lidt mere ved RENEW i den kommende tid. I min kontrakt med organisationen har vi i hvert fald aftalt, at jeg kan;
- hjælpe med at udfærdige rapporter og nyhedsbreve
- deltage i arbejdet med at registrere og analysere de artikler om ’gender based violence’ der bringes i de bhutanesiske aviser (som alle er på engelsk)
- assistere i udviklingen af organisationens ’Community Outreach Unit'
Organisationen er delt i to enheder; en’ konsultation enhed’ og en ’Community Outreach enhed’. Konsultation enheden arbejder med at vejlede kvinder, der er blevet udsat for vold på den ene eller anden måde. De kan både skaffe psykologisk og juridisk bistand, og hjælpe kvinderne ved at tilbyde dem og deres børn plads i organisationens ’shelter’. Jeg arbejder i ’out reach enheden’, hvilket er den enhed der forsøger at forebygge volden. Denne forebyggelse sker både gennem oplysning om ’gender based violence’ og gennem oprettelsen af frivillig-grupper i landets distrikter. Frivilliggrupperne bliver trænet i at mæle mellem ægtefæller og i at formidle viden om volden.
RENEW er oprettet af den yngste dronningemoder her i Bhutan (der er fire ’dronninger’) og er derfor, ligesom alle offentlige institutioner og kontorer, underlagt kravet om, at man bærer ’kira’ når man er på arbejde. Kira’en er et stort stykke stof, der foldes omkring én på en kompliceret måde sådan, at den former en nederdel fra talje til gulv. Stoffet bliver holdt på plads af et bælte i taljen, der strammes hårdt til. Over kira’en bærer man en kort jakke, der holdes på plads af en broche. Faktisk er det jeg beskriver kendt som ’halv kira’, idet den ’fulde kira’ nærmere er en kjole. Men alle de unge og smarte går i ’halv kira’, så den vogn er jeg selvfølgelig med på! Jeg høster mange komplimenter, når jeg har kira’en på – hvilket egentlig er uforståeligt, når man påtænker hvor firkantet, den får én til at se ud (jf. fotoet af mig herover). Lige så uforståeligt er det at blomstret jakke og stribet kira matcher… Hmm! Hvad der til gengæld ikke matcher er kira og Converse gummisko – det bliver min ama (mor Sonam) i hvert fald ved med at understreje overfor mig. Men der er ikke meget at gøre ved sagen; str. 39 er en helt abnorm stor skostørrelse her i Bhutan og trods ihærdige forsøg er det ikke lykkedes mig at finde noget passende alternativ.
Kontortiden er 9 – 17, (og det tager mig en halv time at trave op til vores hus fra kontoret – ganske besværet af kira og det stramme bælte der kun tillader en overfladisk vejrtrækning) så det bliver ikke til de vilde ting efter arbejde. Weekenden blev til gengæld udnyttet til fulde. Fredag aften var jeg til ’skotsk dans’, med nogle af de andre danskere der bor her i Thimphu – det er et arrangement, der er designet med henblik på, at de udlændinge der er her i landet kan møde hinanden. Det var en ganske underholdende aften, der bød på dans, aftensmad og udveksling af telefonnumre med henblik på kaffeaftaler, meditations aftner og løbeture! Lørdag brugte jeg i selskab med Sarina – en belgisk studerende der er flyttet ind i huset. Hun læser antropologi og skal være i en fem måneders praktik ved Bhutans National Bibliotek. Hun er super sød og vi har en masse fælles interesser, så jeg er glad for, at hun nu også skal bo her hos familien. Vi brugte vores lørdag på at gå lidt rundt i Thimphu, se lidt bueskydning og shoppe lidt. Om aftenen holdt ama, Sarina og jeg pigeaften med øl og film, mens apa (far Jigme) og børnene var på familiebesøg. Søndag var der igen dømt familieudflugt. Denne gang gik turen til den botaniske have, der dog viste sig at indeholde temmelig lidt af botanisk interesse. Men der var meget smukt alligevel, og vi havde en hyggelig picnic i haven.
Det var alt for nu,
Line.
RENEW er oprettet af den yngste dronningemoder her i Bhutan (der er fire ’dronninger’) og er derfor, ligesom alle offentlige institutioner og kontorer, underlagt kravet om, at man bærer ’kira’ når man er på arbejde. Kira’en er et stort stykke stof, der foldes omkring én på en kompliceret måde sådan, at den former en nederdel fra talje til gulv. Stoffet bliver holdt på plads af et bælte i taljen, der strammes hårdt til. Over kira’en bærer man en kort jakke, der holdes på plads af en broche. Faktisk er det jeg beskriver kendt som ’halv kira’, idet den ’fulde kira’ nærmere er en kjole. Men alle de unge og smarte går i ’halv kira’, så den vogn er jeg selvfølgelig med på! Jeg høster mange komplimenter, når jeg har kira’en på – hvilket egentlig er uforståeligt, når man påtænker hvor firkantet, den får én til at se ud (jf. fotoet af mig herover). Lige så uforståeligt er det at blomstret jakke og stribet kira matcher… Hmm! Hvad der til gengæld ikke matcher er kira og Converse gummisko – det bliver min ama (mor Sonam) i hvert fald ved med at understreje overfor mig. Men der er ikke meget at gøre ved sagen; str. 39 er en helt abnorm stor skostørrelse her i Bhutan og trods ihærdige forsøg er det ikke lykkedes mig at finde noget passende alternativ.
Kontortiden er 9 – 17, (og det tager mig en halv time at trave op til vores hus fra kontoret – ganske besværet af kira og det stramme bælte der kun tillader en overfladisk vejrtrækning) så det bliver ikke til de vilde ting efter arbejde. Weekenden blev til gengæld udnyttet til fulde. Fredag aften var jeg til ’skotsk dans’, med nogle af de andre danskere der bor her i Thimphu – det er et arrangement, der er designet med henblik på, at de udlændinge der er her i landet kan møde hinanden. Det var en ganske underholdende aften, der bød på dans, aftensmad og udveksling af telefonnumre med henblik på kaffeaftaler, meditations aftner og løbeture! Lørdag brugte jeg i selskab med Sarina – en belgisk studerende der er flyttet ind i huset. Hun læser antropologi og skal være i en fem måneders praktik ved Bhutans National Bibliotek. Hun er super sød og vi har en masse fælles interesser, så jeg er glad for, at hun nu også skal bo her hos familien. Vi brugte vores lørdag på at gå lidt rundt i Thimphu, se lidt bueskydning og shoppe lidt. Om aftenen holdt ama, Sarina og jeg pigeaften med øl og film, mens apa (far Jigme) og børnene var på familiebesøg. Søndag var der igen dømt familieudflugt. Denne gang gik turen til den botaniske have, der dog viste sig at indeholde temmelig lidt af botanisk interesse. Men der var meget smukt alligevel, og vi havde en hyggelig picnic i haven.
Det var alt for nu,
Line.
Hej Line
SvarSletJeg er rigtigt glad på dine vegne...!
Det er især dejligt at læse at der er andre unge verdensborgerer som dig, så du kan komme ud og feste en gang imellem.
Håber det går rigitgt godt og fortsæt endelig skriveriet her på siden..!
Hilsen Jensemand