Klatring, Railay

Railay

Paa kajak-tur, Railay

Fred og ro, Hat Mai Khao

Hat Mai Khao

Thailand

Lørdag d. 12/12 ankom Chris og jeg til Phuket, Thailand. Det var helt mærkeligt, at være i et varmt klima efter at have sovet med dyne og uldsokker de forrige tre måneder.

Vi boede på et lille bungalow ressort på Hat Mai Khao stranden og havde ca. 30 meter ned til den fantastiske strand fra vores lille hytte. Hat Mai Khao er fredeligt og roligt, og vi havde nærmest den langstrakte strand helt for os selv.

Da vi tirsdag gjorde vores planlagte flyt til Railay (Krabi), var det et helt andet scenarium der ventede. Jeg havde læst i en Lonely Planet, at denne ø skulle være fredelig og uden al for meget turisme… den bog var vist lidt gammel! Railay er MEGET smuk; fantastiske klippeformationer og turkis vand! Men udover det føles det lidt som Løkken. Der er en masse børnefamilier, festglade unge mennesker og ældre par. Ca. 80% af øens gæster er fra Skandinavien – der er blå øjne og blonde lokker overalt!

Railay tilbyder mange forskellige aktiviteter; kajak, snorkling og klatring. Så udover at slappe af på stranden og svømme i det dejlige vand, fik vi også gjort brug af disse muligheder. Vores kajak-tur foregik på egen hånd; vi lejede en fra stranden og padlede ud for at udforske de mange klippeformationer omkring Railay. På en organiserede tur fik vi snorklet omkring nogle af øerne i området. Vi blev vi sejlet rundt på en speedbåd (lidt for meget fart til min smag) og fik blandt andet set Phi Phi, Monkey Island, Chicken Island og Maya Island som danner baggrund for filmen ’The Beach’. Et af højdepunkterne mens vi var i Railay var en halv dags ’rock climbing’. Chris havde prøvet det et par gange før, mens det var første gang for mig. Det var virkelig fedt at prøve – lidt skræmmende i starten og ret hårdt… men det er bestemt ikke sidste gang, det skal prøves.

Nu går turen så mod Skotland for Chris’ vedkommende og Danmark for mit. Vi glæder os begge til at komme hjem og holde jul med vores familier. Det er lidt vildt at tænke på, at det er omkring et halvt år siden, jeg forlod Danmark. Tiden er fløjet af sted og jeg har oplevet så mange fantastiske ting!

Vi ses snart!

Det var det for denne gang,
Line.

Udsigt over Thimphu

Bueskydning

Tigersnest


Ved Tigersnest

Paro

Paro tempel

Mine sidste to uger i Bhutan

Mine sidste to uger i Bhutan var både intense, fantastiske og sørgmodige!

Lørdag hentede jeg, som nævnt i sidste blog, Chris i Paro lufthavn. Det var så dejligt at se ham og jeg var lettet over, at der hverken var problemer med visum eller fly. Vi blev i Paro indtil mandag. Vi boede på et lækkert hotel med en helt fantastisk udsigt over byen og bjergene. I løbet af vores tre dage i Paro fik vi besøgt Paro Tempel, Paro National Museum, søndags markedet og set lidt bueskydning. Vi fik også set en af Bhutans største turist attraktioner; ’Tigersnest’! ’Tigernest’ er et tempel og kloster, der nærmest hænger ud over en klippeskråning. Det er et helt fantastisk syn. Gåturen til ’Tigersnest’ er lidt af en prøvelse, især når man lidt af lidt jetlag og højdesyge, men vi klarede turen op på under to timer og turen ned på ca. 30 minutter eftersom stigningen tvinger et let trav på nedstigningen.

Vi ankom til Thimphu mandag aften og Chris fik mødt familien og Sarina. I løbet af ugen var jeg på RENEW kontoret; jeg var forudsigeligt ikke færdig med den undersøgelse, jeg arbejdede på og Chris var derfor overladt til sig selv. Chris fik i løbet af ugen udforsket Thimphu, besøgt Tango Tempel og hygget med familien. Jeg slæbte ham med til meditation tirsdag aften – ikke lige hans kop te. I weekenden fik vi smagt lidt på Thimphus natteliv og mødt nogle af de mennesker jeg har lært at kende. Vi var også ude og skyde lidt bue og pil… eller det vil sige; Chris fik en lektion i denne Bhutans ynglings sport, mens jeg var reduceret til tilskuer grundet mine svage overarme, der nægtede at samarbejde i mit forsøg på at spænde buen!

Mandag og tirsdag lagde jeg sidst hånd på mit projekt for RENEW; ’Framing domestic violence in Bhutan – a research study on the Bhutanese media’s role in awareness raising on domestic violence’. Onsdag gav jeg en præsentation af min undersøgelse for RENEW kontorets ansatte og satte dermed punktum for min praktik. Chris brugte ugens første dage på at cykle lidt rundt i Thimphus bakker og flygte fra vilde horder af hunde, som ikke er glade for cyklister. Torsdag tog Chris og jeg på et lille hik til et tempel på et af Thimphus højdedrager. Det var en dejligt tur, der bød på en fantastisk udsigt over byen og bjergene omkring den. Fredag stod den på pakning og ’last-minute-shopping’. Der blev dog også tid til at gæste Thimphus berygtede ’Scottish Dance’, hvor byens fastboende udlændinge mødes hver anden måned… Det skal dog nævnes, at Chris faktisk var den først skotte til at deltage i begivenheden.

Lørdag morgen skulle der så siges farvel til Sarina og familien. Det var rigtig hårdt og jeg var meget ked af det. Min tid i Bhutan har været helt fantastisk og jeg håber at jeg engang kan komme tilbage til ’Land of the Thunder Dragon’.

Det var alt for nu,
Line.

Cheri Tempel

Ved Cheri Tempel

Slagter (bemærk den døde gris på gulvet)


Bhutan’s svar på Fakta

Hovedgaden i Thimphu

Min sidste tid i Bhutan

Efter vores tur til Bumthang var jeg syg et par dage. Der er noget (svine?) influenza i luften her i Bhutan og alle synes at tage et par dage under dynen. Men nu er jeg helt frisk igen og tilbage på kontoret. Jeg har meget at se til for tiden; arbejder både på RENEW’s halvårlige nyhedsbrev og et projekt, hvor jeg forsøger at kortlægge Bhutan’s største avis’ behandling af emnet ’vold i hjemmet’. Begge ting går godt, men pludselig har jeg fået travlt for at nå det hele! Jeg har jo kun tre uger tilbage her i Bhutan. Det er så sørgeligt…

Jeg forsøger at udnytte min sidste tid her i landet; jeg får lavet nogle interviews til mit ”praktik projekt” til universitetet, købt souvenirs og hygget med vennerne. Sammen med to af mine kollegaer fra RENEW har jeg også fået besøgt Cheri Tempel hvilket siges at være det ældste kloster i Bhutan. Vi besøgte det i søndags og medbragte frokost, det var en super hyggelig dag!

På fredag holder jeg afskedsfest sammen med Pia og Youmie, som også skal forlade Bhutan i løbet af de næste par uger. Det bliver mærkeligt at sige farvel til alle de mennesker, man har lært at kende i løbet af de sidste 3 måneder.

Lørdag d. 28/11 bliver en helt speciel dag… Det er nemlig dagen, hvor jeg skal hente Chris i Paro lufthavn! Jeg glæder mig rigtig meget til at få besøg, og til at vise ham dette land som jeg er blevet så glad for. Han bliver til d. 12/12, hvor vi sammen flyver ud af Bhutan og tager til Thailands strande.


Det var alt for nu,
Line.

Bedeflag i Ura

Phobjikha Vally

Fra venstre; Noam, Fumie, Youmie, Pia og Anne

Maskedans, Bumthang Festival

Maskedans, Bumthang Festival

Bumthang by – den ene af de tre gader

To små munke ved Bumthang Festival

Trongsa Dzong

Smuk solnedgang

Bhutan er et bjergrigt land

En tur til det vilde Øst

Søndag d. 1. november forlod jeg Thimphu for at besøge de lidt fjernere egne af Bhutan. Turen var arrangeret af Pia, en svensk/dansk pige der arbejder i FN, som jeg blandt andet kender fra meditationsundervisning. På søndagens udsæt fra Thimphu var der også to andre piger fra FN Fumie (japansk pige) og Kuensang (Bhutanesisk pige), og Kuensang’s kæreste Kinga. Det var hans bil vi kørte i.

Det var spændende, at se landet suse forbi og fornemme hvor sparsomt det egentligt er befolket. Kinga kørte dog rasende hurtigt… ca. 50 km. i timen på de snoede bjergveje, så min køresyge lå og lurede lige under overfladen. Jeg klarede dog hele turen og hjemturen overraskende godt!

Vores første stop på turen var Punhaka, hvor jeg jo havde været med Sarina. Men det var blot et kort stop for at se Punhaka Dzong og få noget frokost. Herefter gik turen helt til Trongsa som er en lille by (stor efter bhutanesiske forhold) midt i landet. Dagen efter besøgte vi Trongsa Dzong – et tempel og kloster fra det 16. århundrede. Beliggenheden for denne dzong er bare helt fantastisk! Før i tiden havde dette kloster markeret sig ved at være den eneste port fra øst til vest, og de opkrævede derfor skatter af al handel, der foregik mellem de to dele af landet. Det har nok ikke været en alt for populær praksis, og derfor blev Ta Dzong bygget som et udsigtstårn højere oppe af bjergsiderne, så Trongsa Dzong kunne beskyttes! Vi besøgte også Ta Dzong, der i disse fredelige tider er blevet ombygget til et virkelig godt museum. Efter frokost gik turen videre til Bumthang; et distrikt i det centrale Bhutan, der er det mest østlige de fleste turister tager.

En af grundende til vores udflugt fra Thimphu var, at Bumthang Festival foregik i uge 45. Denne festival er berømt og berygtet for ’the naked munk dance’, som er et spirituelt ritual, der fnises meget omkring i det ganske land. Nu da vi var i Bumthang, skulle vi jo selvfølgelig se dette ritual… og det blev faktisk på den samme aften, vi ankom til Bumthang, fordi Kuensang og Kinga havde hørt, at det måske var den eneste aften, det ville foregå. Dansen foregår om natten under fuldmånen, så vi tog vores varmeste tøj på og et stort tæppe under armen og begav os til festival. Vi ankom omkring kl. 20, hvor dansene (de almindelig med tøj på) foregik omkring et bål. Det var en helt speciel stemning. Allerede da vi ankom, var temperaturen meget lav, og det føltes som om den blev ved med at falde… Omkring klokken halv et var vi helt dybfrosne og meget trætte, og forlod vores pladser på første række. Men i stedet for at tage en frostdækket taxa hjem på dette tidspunkt købte vi en kop te og besluttede at holde ud. Omkring kl. 1 startede den berygtede dans så. Først var vi lidt ked af, at vi havde opgivet vores gode pladser oppe foran, men det blev vi glade for i længden; en stor del af ”dansen” gik ud på at disse unge mænd hoppede lidt rundt og kom lidt tæt på nogle af damerne i første række. Hmm… Der var ikke meget dans over ritualet, og heller ikke meget ”ophøjet religiøs ceremoni” over det. Lidt skuffende at de ikke selv tog det seriøst. Men nu har vi set det med!

Tirsdag sov vi naturligvis lidt længe grundet nattens udskejelser, og brugte det meste af dagen på festivallen. Bumthang Festival er meget anderledes end Thimphu Festival som jeg tidligere har skrevet om… Det minder lidt mere om Hjallerup Marked… Men altså på den gode familievenlige måde. Man kunne faktisk købe candyfloss – seriøst! Tirsdag eftermiddag havde vi booket et ”hot stone bath” på et ressort i nærheden af festivalpladsen. Konceptet er at vandet i de træ-badekar man sidder i reguleres ved, at der lægges varme (meget varme) sten i enden af badekaret, som stikker ud af huset man er i. Ej, det er altså svært at forklare! Men det er sådan en lidt romantisk spa ting, hvor ”man har gjort det rigtigt, hvis man besvimer til sidst”… Så langt gik Fumie, Pia og jeg ikke. Jeg fik dog lidt kvalme og måtte ligge lidt ned efter min tur i badekaret, så det var vist næste helt perfekt.

Onsdag ankom resten af rejseselskabet; Noam (amerikansk / israelsk musiklærer), Youmie (koreansk musiklærerinde), Katrin (tysk musiklærerinde) og Anne (dansk pige der arbejder for FN). De havde taget bussen direkte fra Thimphu – sikke en tur! Sammen fik vi set lidt mere festival, fik besøgt det mejeri der forsyner hele landet med den elskede Bumthang ost og besøgt et utal af vigtige templer. Vi besøgte også byen Ura, ca. 40 huse og et tempel, der er en del af Bumthang distriktet. På vejen der til kan man få et glimt af det højeste bjerg i Bhutan - fantastisk. Det er helt utroligt, hvor langt der er mellem byerne her i Bhutan, og hvor småt befolket byerne er. Selv Bumthang føltes lidt som en ’spøgelsesby’ eller en kulisse fra en Western film. Og Bumthang betragtes altså som en af de store byer, og som handelscentrum for hele det centrale Bhutan.

Lørdag begav vi os den lange vej tilbage til Thimphu… lidt tidligere end planlagt, men skrantende helbred og Bumthangs svigtende strømforsyning (hvilket betyder intet lys, ingen varm vand og ingen varme i vores hotelværelser) inspirerede os til at vende snuden mod ”storbyen”. Vores eneste stop på turen hjem var Phobjikha Vally hvor den meget sjældne ’Black-necked Crane’ holder til. Super flot natur, men fuglene var lidt svære at se, eftersom vi ikke havde medbragte kæmpe kikkerter og kamera med mega linse ligesom de rige turister. Det skal nævnes her, at den gennemsnitlige turist i Bhutan er ca. 60 år gammel, godt ved muffen og medbringer det vildest kameraudstyr… De 200$ pr. dag har skabt en helt speciel turisme her i Bhutan!

Nå, men det var helt fantastisk at komme hjem til mit værelse; at kravle ned under dynerne (jeg sover med to dyner for at udholde Thimphu’s kulde), tænde for varmen i mit værelse og bare sove efter hvad der synes at være en uendelig lang rejse tilbage til byen.

Det var alt for nu,
Line.

Civil ulydighed i Thimphu

Liaison Office of Denmark i smukke omgivelser

Vores lokale tempel på en klar efterårsdag

Bhutans svar på Christiansborg

Stolt Bhutaneser

Demokrati vs. Monarki

Så har jeg været nede og sætte mine kryds til valgene hjemme i Danmark! Det er ret meget smartere at skulle ind på en ambassade, end den sædvanlige gymnastiksal for at udføre sin demokratiske pligt. Jeg ankom frejdigt til Liaison Office of Denmark og blev mødt med en vis mistro og kulde fra kontorets receptionist, der sad bag en sikkerhedsrude og aflåst dør. (Hvilket måske er meget fornuftigt i nogle lande, men som virker ekstremt overdrevet her i fredelige Bhutan). Jeg blev faktisk først lukket ind da kontorets praktikant, Signe, kom og sagde god for mig. Repræsentationskontoret er ret lækkert og indrettet med massere af Danish Design. Der var også adskillige fotos af vores kære kongefamilie – så bliver det ikke mere dansk. Det var en ret omstædig affære for Signe at komme frem til stemmesedlerne, som er beskyttet bedre end kronjuvelerne, men det lykkedes og jeg fik sat mine kryds.

RENEW-kontorets ansatte var ret interesseret i min stemmeafgivelse og synes det er rigtig fint, at jeg tager mit demokrati alvorligt. Selv har de jo kun haft demokrati siden marts 2008; Bhutan er faktisk verdens yngste demokrati! Ved parlamentsvalget i 2008 var det således første gang, at over 300.000 vælgere havde mulighed for at stemme! Valget blev, ifølge eksperterne, gennemført effektivt og med en deltagelse på næsten 80%. Ret imponerende! Det nyvalgte parlament har lavet Bhutans første demokratiske forfatning – og kongen har, som noget helt nyt, begrænset magt!!!

Begrænset magt er dog ikke lig med formindsket forgudelse; bhutaneserne elsker deres kongefamilie. Der er fotos af både den unge og den gamle konge overalt… Og jeg mener virkelig overalt; på RENEW kontoret (alle rum), i butikker, på cafeer og restauranter og i private hjem. Sarina er endda så heldig, at hele to fotos hængende som dekoration på hendes værelse! Den siddende konge er ikke meget ældre end mig og single… Han er også ret flot – jeg synes, han ligner en asiatisk udgave af Elvis! Ifølge pigerne på RENEW dater han forskellige smukke og rige piger… men der er vist intet ægteskab i sigte. Den gamle konge og hans fire dronninger (som er søstre!) påtager sig stadig mange af de ”kongelige pligter” og hjælper på den måde den unge konge. Den yngste af dronningerne er, som jeg før har skrevet om, stifter af RENEW.

For Danmark er demokratiet i Bhutan en stor sejr; vi har ydet stor økonomisk bistand til Bhutan i en lang årrække og støttet demokratiseringsprocessen. Med denne demokratisering er ytringsfriheden også blevet sikret, og Bhutan har en ung, men kritisk, presse der vokser og vokser; http://politiken.dk/debat/kroniker/article811360.ece

Blandt royalister her i Bhutan er der en vis mistro overfor de nye tendenser; de royale har jo gjort et udmærket job, hvorfor ændre på det system? Der er også folk som kritiserer det nye demokrati for at være et elite demokrati, som på ingen måde kan siges at repræsentere befolkningen bredt. Men der er også mange, som er meget glade og stolte over demokratiet. Apa er blandt den sidstnævnte gruppe; han stillede faktisk op til valget, men var desværre ikke i det vindende parti. Nå, men man kan ikke andet end at være imponeret over, at Bhutan har formået at gøre dette skift, fra kongedømme til demokrati, uden der har været et blodigt opgør involveret. Det var den gamle konge selv, der besluttede, at Bhutan skulle være et demokrati – hvilket befolkningen eftersigne var meget oprørte over i begyndelsen… men de gjorde selvfølgelig som kongen bad om, og forsøger nu deres bedste for ikke at skuffe kongens tillid til deres evner. Altså, på nogle måder er Bhutan den omvendte verden!

Det var alt for nu,
Line.

Tango Tempel

Alle bhutaneserne ved festivalen er klædt i deres bedste tøj.
Sarina og jeg i vores fineste kiras, med obligatorisk broderet bånd over skuldrene.

Dansere ved Thimphu Tshechu




Musikere ved Thimphu Tshechu

Thimphu Tshechu

Smukke Bhutan; marker, bjerge og bedeflag

... og snedækkede bjergtinder

Danser ved Thimphu Tshechu

Mig ved Punakha tempel

Punakha, Thimphu Tshechu og Tango Tempel

Punakha
Lørdag d. 26/9 besøgte Sarina og jeg Punakha, hvilket er den tidligere hovedstad for Bhutan. Målet for vores udflugt var et besøg i Punakha’s store tempel, hvilket anses for at været et af de smukkeste i Bhutan. Vi kørte i ca. 3 timer (vi havde hyret en chauffør) for at komme fra Thimphu til Phunakha. Men det var hele køreturen værd – templet var fantastisk smukt og kæmpe stort! Efter en dejlig formiddag i templet og indtagelse af den medbragte picnic, besøgte vi et andet af områdets templer. Dette viste sig at være et fertilitets tempel, hvor bhutanesiske kvinder tager til, hvis det kniber med at blive gravid. Her blev vi blandt andet velsignet af en træ-fallos… Hmm, ja det kan vel aldrig skade. Vi havde alt i alt en super god tur og det var dejligt at se noget andet end Thimphu.

Thimphu Tshechu
Mandag, tirsdag og onsdag var der religiøs festival i Thimphu. Festivalen, eller tshechuen, foregår i byen store tempel og overværes af tusindvis af bhutanesere og en betydelig mængde turister. Mange ankommer tidligt om morgnen for at få en god plads… hvilket vil sige en plads i skyggen. Omkring kl. 10 starter dagens program med at ’klovnene’ render rundt og laver sjov, og driller folk. Dansene der udføres i løbet af dagen er enten folkedanse, hvor danserne er klædt i gho og kira, eller religiøse danse, hvor danserne er klædt i farvestrålende kostumer. Tshechuen er en meget imponerende oplevelse, der dog desværre også er lidt langtrukken, idet nogle af dansene varer i op til en time. Solskinnet var igen også et problem, hvis man ikke er en af de heldige der får en plads i skyggen, så er det en ret udfordrende ting at sidde mange timer. Heldigvis skulle overværelsen af en enkel dans angiveligt være nok til at sikre det gode held!

Tango Tempel
Lørdag d. 3/10 var der dømt familietur og denne gang gik turen til Tango Tempel. Klostret blev grundlagt i det 12. århundrede og bygningen der står i dag stammer fra det 15. århundrede. Templet anses for at være meget vigtigt, eftersom en reinkarneret lama holder til her. Vi mødte desværre ikke den reinkarneret lama, men fik i stedet et spændende indblik i munkenes daglige liv; vi så dem tænde smør-lamper, reciterer hellige skrifter og myldre rundt da det blev spisetid. Klosteret er hjem for omkring 700 unge mænd, der tager en uddannelse i Buddhisme. Typisk er de i klosteret fra de er omkring 10 år til de er 20. Livet i klosteret er ganske fint, uddannelsen er gratis og ligeledes er kost og logi. Det eneste problem er, at disse unge mænd ikke får en sekulær uddannelse. Hvis de senere i livet ønsker at træde ud af klosteret, har de således det problem at de ingen almindelig udannelse har og derfor kun er kvalificeret til hårdt manuelt arbejde. Nå, men vi havde en hyggelig tur til Tango Tempel og fik samtidig bevist at man sagtens kan være 8 personer i en almindelig stor 5 personers bil…


Det var alt for nu,
Line.

En af dronningens stuer på RENEW kontorets øverste etage

Da jordskælvet ramte var jeg på vej hjem fra et besøg på Bhutans National Bibliotek,
her ses næsten den fulde samling af bøger


... Ja, det kan man jo så diskutere
(Down town Thimphu)


Verdens største bog findes på Bhutans National Bibliotek
Sarina er praktikant på biblioteket

Siden sidst har jeg fået prøvet 'doma',

her med min første 'doma' mellem tænderne

Jordskælv, dronningebesøg og fridage

Mine seneste fire dage her i Bhutan har været ret begivenhedsrige;

Mandag d. 21/9
Mandag havde vi et jordskælv her i Bhutan. Det målte 6.1 på Richter-skalaen og havde sit epicenter i den østlige del af Bhutan. 12 mennesker døde. En række klostre og andre bygninger kollapsede, og de materielle skader er betydelige. Her i Thimphu (som ligger vestligt) mærkede vi ikke så meget til jordskælvet, og ingen jeg kender er kommet til skade. Faktisk opdagede jeg slet ikke jordskælvet – jeg var udenfor da det ramte og man mærker åbenbart rystelserne kraftigere, hvis man befinder sig inde i en bygning. Til gengæld mærkede de det både i Bangladesh og Tibet. To af kontorets medarbejdere befandt sig faktisk i den østlige del da det skete, men de kom heldigvis ikke noget til. Hjemme i familien var der også en del uro; apa’s far er lama i et kloster i den østlige del af landet og en del af bygningerne faldt sammen under jordskælvet. Ingen af munkene er kommet noget til, men ”apa lama” er meget rystet.

Tirsdag d. 22/9
Tirsdag havde vi fri fra arbejde på grund af ’blessed rainy day’. En dag hvor man tager bad i det regnvand, der er faldet natten før, for derved at vaske dårlig karma / synd / dårlige handlinger af. Der faldt bare desværre ikke noget regn natten til tirsdag og vi måtte derfor tage bad i almindeligt vand… men det er jo (måske) tanken der tæller. Efter det rituelle bad spiste vi morgenmad sammen; smør-te, søde gule ris og ris-grød med klumper af sej ost. I, som kender mine følsomme morgen-smagsløg, kan nok forestille jer hvordan sådan en morgenmad gled ned… Puha! Men solen fortsatte spottende med at skinne hele dagen og det var skønt at slappe af sammen med familien!

Onsdag d. 23/9
Så blev det onsdag og dermed dagen for dronningemoderen Hendes Majestæt Ashi Sangay Choden Wangchuck’s besøg ved RENEW. Dronningen (som er den yngste af de fire dronninger) er stifter af organisationen, så det var langtfra første gang, hun kom forbi… Men det var jo altså første gang, jeg skulle møde hende! Ret vildt! Hun ankom ved 10-tiden og vi stod alle parat udenfor og bukkede, da hun trådte ud af den kæmpe amerikaner-bil med tonede ruder. Dronningen gik hastigt indendørs sammen med vores direktør og vi, pøblen, blev stående udenfor. Lidt efter blev vi viftet ind og bedt stille op på række i receptionen. Vores direktør synes åbenbart min tilstedeværelse krævede en forklaring og præsenterede mig derfor for dronningen… Hun reagerede ved at gå hen og give mig hånden og spørge mig om, hvad jeg synes om RENEWs arbejde. Og hvad svarede jeg? Ja, hvem ved… Jeg blev bare død-nervøs og kan ikke rigtig huske, hvad der blev sagt! Jeg tror, hun afsluttede samtalen med at sige at ’de var glade for at have mig her i RENEW’… hvilket (hvis jeg husker rigtigt) må indikere, at jeg ikke fremstod som helt imbecil! Herefter fortrak dronningen sig til sin egen etage (som jeg mandag havde fået et lille kig på – wow!) og blev vist nogle timer! Og det var så mit møde med dronningen; forvirrende, lidt skræmmende og overstået i løbet af få minutter…

Torsdag d. 24/9
Torsdag var der så igen fridag – denne gang grundet en religiøs festdag! Sarina og jeg tog af sted fra morgenstunden for at deltage i festlighederne i det lokale tempel. (Vi medbragte intet kamera, fordi vi fik at vide, det var forbudt at tage billeder i templet… det viste sig at være ændret siden sidste år, ærgerligt! Men altså, desværre ingen fotos fra denne dag!) Der var bare SÅ mange mennesker, men heldigvis fik vi utrolige gode siddepladser… altså hvis man lige ser bort fra, at vi sad direkte på templets stengulv og var omgivet af bhutanesere, der enten havde en ualmindelig klam host og en uforklarlig forkærlighed for at bore sine sko ind i personen foran (mit problem) eller synes vi fyldte for meget med vores lange ben (Sarinas problem – der åbenbart var så alvorligt, at den ældre dame Sarina sad ved siden af kaldte en politibetjent hen for at gøre noget ved sagen…) Situationen blev også lidt tilspidset af, at solen begyndte at bage ned i den tempel-gård arrangementet foregik i! Da danse-showet endelig gik i gang, var min kira blevet et lille personligt sauna og interessen for den monotone danse fortog sig hurtigt! Men stemningen var fantastisk, templet det foregik i var smukt og dansernes kostumer var super flotte. Det kastede også et vist lys over begivenhederne, at dansen blev overværet af enormt mange munke OG den øverste religiøse leder af Bhutan. Da vi endelig forlod arrangementet, opkogte og dehydreret, mødte vi en af mine kollegaer fra RENEW. Han forsikrede os om, at det bringer held bare at have set lidt af dansen! Jeg synes dog, det var mindre heldigt, at en lurende forkølelse sprang ud i fuldt flor på vej hjem og lænkede mig til sengen resten af dagen!

I dag er forkølelsen lidt bedre og jeg ser frem til den tur Sarina og jeg har planlagt for i morgen! Vi tager til Punakha – hvad det mere præcist er, kan jeg forklare i næste blog. Her kan jeg også beskrive hvordan næste uges festival har udspillet sig… Mandag, tirsdag og onsdag er nemlig også ’festival-dage’ (og dermed fridage)… Jeps, livet i Bhutan er lige til at holde til!

Det var alt for nu,
Line.