søndag den 26. juli 2009

Louise i nattog til Ho Chi Minh City


Nha Trang


Line spiser fisk i Hoi An


Hoi An



My Son




Hoi An og Nha Trang

Hoi An
Fra søndag d. 19. til onsdag d. 22. gæstede vi Hoi An - en lille hyggelig by på Vietnams kyst. Vi startede vores ophold i byen med en frisk lille (2 timers) vandretur i den bagende middagssol, med 17 kg. tunge tasker på nakken, for at finde et sted at bo… pyha… Men til sidst lykkedes det, og vi fandt et hotel, der hverken var fuldt optaget, eller kostede det hvide ud af øjnene!

Hoi An er en charmerende by, specielt den gamle bydel, der simpelthen udmærker sig ved at være… ja, gammel! Meget andet her i Vietnam blev bombet af amerikanerne, og er derfor relativt nybygget, men Hoi An undgik stort set bomberegnen! Den gamle bydel er meget præget af turisme, og der findes souvenir-butikker på ethvert gadehjørne. Byen er især kendt for sine mange skrædderer, og Line havde på forhånd besluttet at få syet en kjole. Det endte med at Louise også kastede sig ud i fristelserne, og fik syet en top og en nederdel. Efter tre ’fittings’ passede tøjet, og vi så ’beautiful’ ud, som salgsassistenterne gentog igen og igen… Måske hentydede de mest til vores (især Lines) blege kulør, som bare anses for totalt lækker her i Vietnam!

Til trods for at den blege kulør er i høj kurs, fik vi slikket lidt sol på Hoi Ans lækre strand. Hele tre ture blev det til – vandet var varmt og klart, og det var lækkert at ligge i palmernes skygge! Vi var dog lidt uheldige med timingen af vores første to strandture; lige som vi havde fået svinget os op på de lejede jernheste, for at tilbagelægge de ca. 4 km. til stranden, samlede skyerne sig mørkt omkring Hoi An. Så har man også prøvet at være på stranden i torden og lyn!

Vores aftener gik med gåture i byen - om aften oplyses Hoi An af hundredvis af silkelamper i alle regnbuens farver. Så smukt! Der er masser af liv i gaderne, og den sidste dag vi gik hjem fra vores aftensmad, kunne vi se at de alle steder brændte små ting af (f.eks. papirpenge), kastede ris på gaden og havde opstillet (endnu flere) ’offer alterer’ til ære for Buddha. Det viste sig at være på grund af fuldmånen… Mere forstod vi ikke af vores meget hjælpsomme, men mindre engelsktalende, receptionist på hotellet. Man ofre ellers også til Buddha alle andre dage; i ethvert hjem og i enhver butik findes små altre, hvor der typisk ligger noget frugt og står lidt vand, kaffe eller sodavand, som Buddha kan nippe til i løbet af dagen.

Bort set fra den hyggelige stemning og de mange fristelser, (som også inkludere lækre dessertcafeer, hvor du for omkring 8 kr. kan købe de fineste og lækreste kager) stopper man også i Hoi An for at besøge det Unesco-listede My Son. Så vi bookede selvfølgelig en tur, hvor vi egentlig bare troede, at vi havde betalt for transporten til og fra ruinen. Men vi fik meget mere end det for vores penge… Vi fik nemlig også verdens (ufrivilligt) sjoveste guide! Det er svært at beskrive, hvorfor han var så komisk… men hans gennemtrængende skingre stemme og meget indlysende udtalelser som ”I am your English-speaking guide” leveret i hårde sætninger, bidrog til at underholdningen var sikret! My Son var en meget spændende ruin, hvis historie blev leveret af vores skingre og entusiastiske guide. I korte træk består My Son af en række templer bygget mellem det 4. og det 13. århundrede af et dynasti, som regerede området på dette tidspunkt. Da andre overtog magten forfaldt stedet, og blev dækket af den jungle, det er bygget i. My Son blev først genfundet i det 19. århundrede, og arkæologerne har strømmet til siden, blandt andet fordi det forbliver et mysterium, hvordan templerne er bygget. Det bedste bud går ind til videre på, at stenene er blevet limet sammen, og at små dele af væggene er blevet brændt for at hærde bygningerne. Nå, men… Det hele kunne have været så meget mere oplysende, hvis det ikke havde været for franskmændene (der blandt andet huggede hovederne af statuerne, så de kunne tages med hjem til museer i Frankrig) og amerikanerne (der bombede stedet, fordi de troede Ho Chi Minhs tropper gemte sig her).

Sovebussen fra helvede
Onsdag d. 22/7 forlod vi Hoi An om aftenen i en såkaldt sovebus. Søvn fik vi dog ikke meget af, hvilket blandt andet skyldes at; 1. de sæder vi havde booket ikke eksisterede, og vi derfor måtte tage til takke med nogle dårlige pladser (de gode pladser var allerede taget af vietnamesere, da turisterne blev hentet), 2. de vietnamesere der kørte bussen, var grove og aggressive over for alle turisterne, 3. chaufføren dyttede konstant, 4. der var intet wc i bussen, 5. bussen stoppede rigtig mange gange, fordi der skulle pakker på/af bussen, eller chaufføren skulle ryge, 6. at bussen var proppet med mennesker; der kan nemlig sagtens tjenes et par ekstra Dong på, at fattige vietnamesere kan sove på bussens gulv (eller i medbragte hængekøjer der blev hængt op). Alt i alt var det en helt forfærdelig tur, hvor booking-agenterne havde løget for alle turisterne, der skulle med! Ej, hvor var vi skuffet over Vietnameserne… ét er, at de tager sig 3 gange så meget betalt, for ALT vi køber, men at de også lyver og snyder, er bare for meget. Øv!

Nha Trang
Torsdag morgen ankom vi så til Nha Trang – Vietnams store turist-strand-party-by. Vi fandt et hotel, og sov nogle timer, før vi traskede ned på stranden, hvor vi sov lidt mere. Om aftenen spiste vi middag med to danske piger, som vi havde mødt første gang i Hue, så igen i Hoi An og nu igen rent tilfældigt på standen i Nha Trang. Man møder generelt bare de samme mennesker igen og igen; det er de samme byer folk stopper i, og de samme attraktioner der gæstes! Fredag d. 24/7 stod den på snorkel-tur! Vi blev sejlet ud til to forskellige rev, og havde omkring en time ved hvert sted. Det var helt fantastisk! Louise havde prøvet det før, og vidste at hun elskede det, mens Line ikke havde prøvet det før… men hun var øjeblikkeligt solgt! Vi havde en dejlig dejlig dag. Aftensmaden bestod af sushi – alle råvare var importeret (laksen kom for eksempel fra Norge), og ligeledes var kokken (han kom vist fra England). – men det smagte dejligt! Lørdag var der dømt stranddag og intet andet… altså bortset fra aftenens togtur til Ho Chi Minh City…

Nattoget fra helvede
Mens vi skriver dette, ligger vi så i nattoget til Ho Chi Minh City. Igen har booking-agenterne løget for os, og faktisk også taget sig betalt for noget de på ingen måde har leveret. Vi bestilte pladser i en kabine med kun fire sæder, og dermed plads til tasker og vesterlændinge størrelse… men nu ligger vi i en kabine med seks sæder; to vietnamesere over os, og en familie på fire under os! Vi bliver nødt til at ligge ned; der er simpelthen ikke plads nok mellem briksene (som er vildt hårde) til at vi, kæmpe-høje (for det er vi her i Asien) mennesker, kan sidde op! Igen er vi super skuffede over at blive løjet for – denne gang af et booking-bureau, der var anbefalet fra flere sider. Øv!.. Nå, men vi overlever jo nok! Sikke nogle transport-ture vi har os hernede!!!

Det var det for denne gang,
Louise og Line.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar